Det bliver i familien

Jesper Pedersen bliver 3. generation i tømrerfirmaet

EMNER 1. september 2004 06:00

NØRHALNE: Det bliver i familien. Alligevel er det et stort skifte i familien Pedersens liv, når sønnen Jesper overtager familefirmaet gennem tre generationer, Nørhalne Tømrer- og Maskinsnedkeri, efter faderen, Ernst. Det markeres fredag med reception på Biersted Kro. Formelt sker skiftet dog allerede i dag, men i de sidste fem år har Jesper været partner med Ernst for at have en slags anden lærertid inden overtagelsen af ansvaret for firmaet, som også omfatter lærlingen, MortenFrederiksen. Nu om dage er det ikke så ofte, at en mindre håndværksvirksomhed i en landsby kan overdrage levevejen til tredje generation. Men Nørhalne Tømrer- og Maskinsnedkeri blev tilbage i 1937 oprettet af Kristine og Kresten Pedersen i de samme bygninger på Bygaden, hvor firmaet i dag - flere udvidelser siden - også holder til. Det faldt naturligt, at Ernst gik i lære i faderens firma, og efter 40 år som tømrermester overlod Kresten så tøjlerne til Ernst i 1977. Det betød også et husbytte, så Birthe og Ernst flyttede ind i ejendommen på Bygaden, mens Kristine og Kresten så overtog deres hus, som Birthe og Ernst selv havde bygget på Bakmøllevej i 1961. Samme husbytte er også sket i dag, så Pia og 35-årige Jesper Pedersen sammen med de tre børn er rykket ind på Bygaden. Følger sin fars linie Han kom i lære i familiefirmaet i 1987 og arbejdede inden da som arbejdsdreng i ferierne, og det var en selvfølge, at han skulle følge i faderens fodspor. Jesper Pedersen lægger heller ikke op til de store forandringer. Først skal han vænne sig til sin nye stilling, og så må udbuddet af arbejde vise, om der bliver plads til udvidelse, da der er mange om buddet, fortæller han. Opgaverne er pænt fordelt hos private kunder, i lokale institutioner og nybyggerier, og Ernst Pedersen lægger ikke skjul på, at et godt forhold til de lokale kunder har betydet meget for firmaet. Modsat sønnen måErnst Pedersen se frem til en større omvæltning, selv om han med husbyttet har fået en større have at se til. Desuden skal en del af den større fritid bruges på rejser - fortæller hustruen. Tømrermesteren har valgt sit 67. år, som blev rundet lørdag, som skæringsdag for indgangen til pensionistlivet. Han vil gerne stoppe, mens han er frisk, og så er det også tiden til at lade de unge komme til, mener Ernst Pedersen. Og skulle han synes, at overgangen fra det aktive liv med virksomme hænder, er for brat, så er der altid et eller andet, der skal laves i værkstedet, fortæller familines nye tømrermester, Jesper Pedersen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...