Det bliver småt med gaver

21. og 22. december samles EU's fødevareministre igen for at beslutte fiskeriets fangstmuligheder for 2005.

Der er altid megen snak om, hvordan regulerer man fangstmængderne i fiskeriet. I mange år har man i EU anvendt et kvotesystem, mens de danske fiskere har advokeret for et system baseret på antal havdage. Nu har man fået et misfoster - hvor der både reguleres på havdage og med kvoter. Det allerbedste reguleringssystem er selvfølgelig at sikre, at der ikke er flere fartøjer, end at fiskebestandene ikke er truet. Men det sker nok aldrig mere. Vi må således erkende, at det er nødvendigt med statslig intervention for at regulere fangstmængderne, uanset hvor store eller små mængder biologerne mener at man kan tillade sig at fange. Meget taler for indførelsen af et system baseret på antal havdage - helst kombineret med et discard forbud. Det er et system, der er relativt nemt at administrere, med en satellit-sender er det nemt at se om fartøjerne ligger i havnen eller er på havet. Hvis alle fangster landes - så går der færre fisk til spilde som dødt udsmid - hvilket bør have en possitiv effekt på den samlede tilladelige fangstmængde, de efterfølgende år. Alt andet lige - jo flere fisk, som bliver voksne og gyder - jo flere fisk bør der også være i havet - i den stærkt forsimplede version. (Der er en masse andre ting omkring, forurening, strømforhold og temperatur som også har stor betydning for mængden af fisk i Nordsøen) Problemet med en regulering på antal havdage er, at fiskerne har et naturligt incitament til at blive mere effektive, på det antal havdage de har til rådighed. Alt andet lige - jo større fangster der landes de dage fiskeren må fange fisk i, jo flere penge til husholdningen. Så skipper går ud og investerer flere penge i mere effektive trawl, trawlskovle, fiskefindere mv. Det samme gør skipperen i båden ved siden af. Konsekvensen er, at den samlede fangstmængde bliver større, end man havde regnet med, da man fastsatte antallet af havdage, og fisketrykket/dødeligheden er derfor blevet uventet høj. Hvad sker der så? Året efter bliver antallet af havdage sat yderligere ned for at tilpasse fisketrykket til MSY, Maximum Sustainable Yield, eller på dansk: Det maksimale årlige udbytte, som kan vedligeholdes. På Færøerne har de med nogen held indført systemet med havdage, men det har en tendens til, at skipperne overinvesterer i mere effektivt udstyr, som blot betyder, at skibene ligger længere og længere inaktive i havnen - mens fiskerne kører taxa eller ligger på sofaen derhjemme. I det canadiske laksefiskeri er systemet med havdage gået helt galt. Der blev det til sidst til antal havtimer. Resten af året lå million-investeringerne i havnene og rustede. Et system med antal havdage kan ikke stå alene, uden at man finder en metode til at sikre, at den enkelte fisker ikke gør, hvad der privatøkonomisk syntes mest fordelagtigt for ham, investere i mere effektivt udstyr. Skal vi have et system med regulering af fangstmængden med havdage, så kræver det faktisk et investeringsforbud eller en sideløbende kvoteregulering, for at det kan lykkes. EU-Kommissionens Generaldirektorat for fiskeri har publiceret et idéoplæg til, hvordan Kommissionen mener, at det er muligt at gøre reguleringen af fiskeriet mindre bureaukratisk. Realiteten er, at dette dokument fra Kommissionen ikke kommer med nogle konkrete udspil til, hvordan at et Kafka'sk system bliver ændret. Kommissionen konstaterer blot, at det er et velkendt problem, at systemet er bureaukratisk. Vi må håbe, at Ministerrådet og fødevareminister Chr. Schmidt kan præstere noget af en højere kvalitet 21. og 22. december - ellers bliver det småt med julegaverne i dansk fiskeri.