Det bliver stort - men ikke storagtigt

Udstillingen har vokseværk - både arealmæssigt og med hensyn til de enkelte værker

VRÅ:En blanding af snak, snurrende boremaskiner og andet værktøj fredag i Kunstbygningen i Vrå var bevis for, at noget er under opsejling - og det drejer sig såmænd om intet ringere end 63. udgave af Vrå-udstillingen, der er fernisering i eftermiddag klokken tre. For tre år siden kunne udstillingen fejre sit 60 års jubilæum, og det skete blandt andet med udgivelsen af bogen "...der skal ikke være noget storagtigt over det." Den holdning er der ingen, der siger, at man er ved at gå væk fra, men ikke desto mindre er der i hvert fald noget stort over udstillingen i år. Vrå-udstillingen 2005 bliver nemlig den hidtil største ophængning, idet udstillingen disponerer over både de "gamle" sale på Vrå Højskole, dvs. Kunstsalen og Gymnastiksalen, og hele Kunstbygningen, inkl. salene i den nye tilbygning. En lang række af medlemmerne og årets gæster benytter derfor lejligheden til at vise værker i store formater. Således bl.a. Søren Elgaard, som viser en "mosaik" bestående af 24 Golden Gate Bridge malerier, Helga Exner, som viser "Skarvekoloni", en installation i sølv, emaille, perler og jerngitter, Berit Hjelholt, som viser sit seneste store billedtæppe "Spænd over os dit himmelsejl" - I forhold til tidligere er det meget omfangsrige værker. Kunstnerne har fået øjnene op for, at der er mere plads i bygningen, siger kunstnerisk leder Anne Lie Stokbro. Det understreges også af, at gæsteudstilleren Claus Ørntoft, har fået læsset flere ton arbejde af fordelt på to store skulpturer ved kunstbygningen. Vrå-udstillingen blev oprettet i 1942, da Svend Engelund for første gang viste sine malerier på Vrå Højskole. Flere hundrede plejer traditionelt at gæste udstillingens fernisering, men der er også andre muligheder, hvis man er forhindret. Udstillingen løber således frem til 28. august er er åben alle dage i tidsrummet kl. 11-17.