Det bliver ved drømmen

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sonja Richter og Marcin Dorocinski under en af filmens mange broer, hvis jernpiller her trækkes sammen til en kold mur af kameraets kraftige teleoptik. Stillfotograf: Signe Vilstrup

Det er en lidt flad fornemmelse, man forlader biografen med efter mødet med Per Flys nye, spændt ventede værk. "Kvinden der drømte om en mand" lever ikke op til instruktørens meget stærke og forlængst klassiske mandebilleder i filmtrilogien "Bænken", "Arven" og "Drabet" - og heller slet ikke til den psykologisk og dramatisk raffinerede tv-serie "Forestillinger". "Kvinden der drømte om en mand" er en udmærket erotisk film om løbsk lidenskab og seksualitet, fortalt med stor sanselighed i meget intense billeder, ofte så gennemkomponerede, at det er ved at være for meget. Men kun for meget, fordi resten af filmens fylde ikke svarer til billedernes intensitet. Det lykkes nemlig ikke rigtig Per Fly at komme ind under huden og ind i sindet hos den kvindelige hovedperson, modefotografen "K", der rejser Europa rundt på sine tydeligvis højtgagerede og meget kunstneriske fotoopgaver. Filmens forudsætning, som vi har hørt gentaget mange gange op til premieren, er, at hun drømmer om en mand - regulært, når hun sover - og da hun så pludselig møder ham i virkeligheden slår det fuldkommen benene væk under hende, så hun er parat til at kaste alt fra sig: Karriere, barn, mand, den perfekte tilværelse, hvor alle drømme er opfyldt. Undtagen drømmen om den evige og altfortærende lidenskab. Vi følger tæt og intimt deres første møder og alt det som siden sker. Det er et stærkt erotisk forhold, hvor særlig hun giver sig fuldkommen og betingelsesløst hen til både sit begær og til sit umættelige behov for at blive bekræftet i, at hun også er mål for hans. Hun er fuldkommen fortabt i ham i en grad, der snart vokser ud af lysten og lidenskaben og forvandler sig til en besættelse, der er dødsensfarlig for dem begge. For mens hun er parat til at slippe og give alt for at være sammen med ham, er det betydelig mindre sikkert, hvor meget han lægger i deres forhold. Filmen skildrer fint den opløsning, der skyller ind over den ellers så tjekkede og selvsikre fotograf på karrierens top. Hun er ude af stand til at styre sine handlinger og følelser i en grad, der virker direkte selvdestruktiv. Hun er i sine følelsers vold, men hun agerer som om hun gerne vil afsløres i stedet for at tage de enkleste forholdsregler for at sikre muligheden. Det er som om hun fra første øjeblik er nødt til at skubbe sin elsker helt hen til den farlige kant, hvor han skal bevise at han elsker hende, betingelsesløst og på trods. Det er en selvdestruktiv adfærd, som der kun er meget lidt belæg for i filmen. Medmindre man begynder at fintolke f. eks. de dystert dramatiske foto-tableauer, hun ekcellerer i. Eller accepterer drømmene, der også går gennem filmen, som et overnaturligt skæbneelement. Mens hendes tilsyneladende kyniske elsker og hendes mand begge beskrives forstemmende realistisk som de mænd, de er - den ene kun ude på ét, den anden kun ude efter at få hverdagen til at fungere - så forbliver hendes kvindeskikkelse konstrueret og uforløst. Hun er en kvinde, der forfølger sin vilde drøm helt ud på det allerdybeste, hvor ingen længere kan bunde - men filmen formår ikke at give os et ordentlig svar på hvorfor. Ud over, selvfølgelig, alle de banale svar, der netop er banale, fordi de er en del af langt de flestes liv - alderskrise, frustration, seksuel fortrængning og fortvivlelse, men det er svar, der ikke gives. Vi må bare acceptere, at sådan er det med hende. Men dermed mister vi også engagementet i hendes skæbne, som ender med at blive underligt ligegyldig. Og det tror jeg altså ikke var ambitionen med denne film - dertil er den alt for stærkt gennemarbejdet i hvert billede, hver lyssætning, hver kameraindstilling. Den myldrer med kraftigt symbolske vinkler, optikker og billedelementer, den er gennemkomponeret og forsynet med en til tider meget voldsom og påtrængende musikside. Altsammen signaler om stort drama. Men altså et drama, der aldrig løfter sig over det banale.

Forsiden