EMNER

Det bliverdyrere at træde dansen

HADSUND:Hold da op! Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Conni Reinhold, da hun bliver præsenteret for konsekvenserne af den model for fordeling af lokaletilskud til foreningerne, som sammenlægningsudvalget for Mariagerfjord Kommune i øjeblikket arbejder med. Conni Reinhold er formand for Hadsund Linedans Club, og klubbens lokaletilskud vil efter en ny fordelingsmodel skrumpe ind fra ca. 21.000 kroner til 1800 kroner. - Det er da mange penge at miste, men jeg tror godt, at vi kunne få det til at løbe rundt alligevel. Vi vil nok være nødt til at sætte kontingentet op, siger hun, men tilføjer, at det ville ikke afskrække hende, idet klubben har et lavt kontingent - nemlig 500 kroner for en sæson, og lidt lavere for pensionister og unge under 18 år. - Men nu skal vi lige regne på konsekvenserne på vores næste bestyrelsesmøde mandag 30. oktober, siger Conni Reinhold, som dog ikke mener, at hverken gruppen af unge eller pensionister vil få højere kontingent. Sammenlægningsudvalget har ønsket at lave en harmonisering af fordelingen af lokaletilskud til kommunens foreninger blandt ud fra en betragtning om at tilgodese foreninger med mange børn og unge blandt medlemmerne for på den måde at give støtte til den gruppe. - Det princip finder jeg meget rimeligt, men det er vigtigt at både børn og voksne får motion, siger formanden for Hadsund Linedans Club, som mønstrer 300 medlemmer, hvoraf langt størstedelen er over 25 år.