Det bobler af vækst i sæbefabrikken

Virksomheden Nopa på Havrevænget i Hobro planlægger endnu en udvidelse

HOBRO:En af Hobros store virksomheder, Nopa A/S i industrikvarteret i nordbyen, planlægger endnu en udvidelse. Fabrikken har netop bygget til med en kæmpestor lagerhal, men tilbygningen rækker ikke. - Virksomheden har stadig tilgang af nye kunder og ordrer, fortæller Nopas bestyrelsesformand og hovedaktionær Finn Thostrup. Da Nopa åbnede i Hobro i 1981, var det med 10 ansatte. I dag beskæftiger fabrikken omkring 110. Det tal vil stige. - Hobro er vores vækstcentrum, så her vil antallet af medarbejdere øges. Desuden vil byggeri og løbende omstillinger af produktionen give arbejde til lokale håndværkere, forudser Finn Thostrup. Nopa vil bygge både ny produktion og mere lagerplads på arealet, som ligger mellem den nuværende fabrik og I/S Fællesforbrændings område. Nopa A/S producerer sæbe- og rengøringsartikler og personlige plejeartikler. Kunder er store supermarkedskæder i hele Skandinavien, der hos Nopa blandt andet får produceret produkter under deres eget navn. Virksomheden har tre afdelinger. I Horsens produceres især klor- og salmiakprodukter og tændvæske. De hører i den kemisk skrappe ende. I Randers ligger administrationen. Her er også en produktion af personlige plejeartikler som cremer, lotions og lignende. Hobro-afdelingen står for produktion af rengøringsmidler og sæbeartikler. Finn Thostrup fra Nopa A/S oplyser, at det næste byggeprojekt på fabrikken i Hobro forventes at gå i gang i begyndelsen af 2006. Ny rundkørsel En konsekvens af Nopas øgede aktivitet kan blive bedre tilkørselsforhold ved Havrevænget. Hobro Kommune arbejder på at anlægge en rundkørsel på Ny Hadsund, så blandt andre Nopa får bedre trafikforbindelse til omfartsvejen. Sagen er dog stadig til både teknisk og politisk behandling, men teknisk udvalg har indtil videre peget på en ny rundkørsel i krydset Ny Hadsundvej og Havrevænget, oplyser udvalgets formand Preben Christensen (S). Et sådant projekt vil koste kommunen op mod et par millioner kroner.