EMNER

Det børneglade hjem er også for voksne

Med største selvfølgelighed huserer børnene i hele boligen. Det stiller krav til indretningen – uanset om du har børn på fuld tid eller delebasis. Her kan du hente ideer og tips til løsninger, der tilgodeser såvel børn som voksne. Og det uden at give kø

Krudtugler, rodemikler og ballademagere er blot nogle af de tilnavne, børnene og deres legekammerater får, når de boltrer sig i boligen. Og det gør de, også selv om de har flotte børneværelser at hygge sig i. Men disse rum er kun midlertidige baser frem til fem-seks års alderen. Størstedelen af tiden indtager de med stor glæde og selvfølgelighed resten af boligen. Dels fordi pladsen i stuer, alrum og entré ofte er bedre, dels fordi det er rart at have de voksnes nærhed. Derfor kan du lige så godt indrette fællesrummene, så der er god gulvplads med fleksible møbler, som tåler lidt af hvert. Det betyder dog ikke, at du skal lade dig diktere af børnenes krav. Men man kan indrette sit hjem med omtanke og tage højde for sikkerhed, uden at det skæmmer boligens udseende Faktisk kan en del børnesikring komme de voksne til gode. For eksempel er sikre vindueshasper også en god tyverisikring. Med andre ord: Tænk i helhedsløsninger, som tilgodeser alle i boligen. Hent råd i de viste forslag og i tjeklisten. Nogle af rådene går på sikring, men flertallet af dem glider ind i indretningens helhed, uden at man lægger mærke til dem. De funker bare. MØBLER, INVENTAR & TILBEHØR Fastmontér store møbler som fx reoler, så de er væltesikre. Gem rengøringsmidler og medicin uden for rækkevidde i aflåselige skabe. Lave sofaborde skal være stabile og tåle, at der siddes på dem. Et ekstra sæt knager og en hylde i børnehøjde er en stor hjælp til at holde orden i entré og bad. Placér lamper, så selve lyskilden ikke kan nås af pilfingre. Undgå løstliggende ledninger, og blokér huller i stikdåser og -kontakter med dertil indrettede "blindstik". Undgå giftige planter, kaktusser samt hængeplanter, der appellerer til at blive hevet i/pillet ved. GULVE & TRAPPER Pas på glatte gulvflader. I entré, bryggers, hvor vådt fodtøj og dryppende paraplyer etc. kan danne pytter på gulvet, bør belægningen være skridsikker. Undersiden af løse gulvtæpper og måtter forsynes med skridsikker belægning. Afstanden mellem åbne trappetrin (trapper uden stødtrin) må ikke være mere end 6 cm. Er afstanden større, så montér en liste på trinenes undersider for at udligne merafstanden. Overstiger afstanden mellem balustrene på trappen 6 cm, kan åbningerne spærres med en transparent plade. Mens børnene er i kravlealderen, kan man afspærre ved trappens øverste/nederste trin. Montér evt. en ekstra, laveresiddende håndliste på vægsiden af trappen. DØRE & VINDUER I trafikerede zoner kan det være en fordel af tage dørene af eller "låse" dem i åben position med en dørstopper. Med en særlig plastliste monteret i døråbninger minimeres risikoen for klemte fingre. For at hindre små børn i at komme ind i fx køkkenet og stadig bevare kontakt kan du montere en klar plade a la dem, man afspærrer med på trapper. Forsyn pladen med en dekoration (fx af selvklæbende vinyl), så barnet let kan se, at adgangen er spærret og ikke løber ind i pladen. Børn holder af at kigge ud af vinduerne, men undlad at indrette, så det inviterer til at kravle op i vindueskarmene. Indret hellere et bestemt vinduesfag til børnekig, hvor sikkerheden er i top. Vinduer, altan- og terrassedøre udstyres med sikkerhedshasper.