EMNER

Det cykler for Hjørring

Staten gav tilskud på tre millioner kroner til cykelsti, som skal forbinde gågaden med Sct. Knudsby.

I de kommende år bliver der godt nyt til Hjørrings cyklister. Hjørring Kommune fik for nylig tre millioner kroner af staten i tilskud til et stort cykelstiprojekt i Hjørring by. Dermed kan man lave en cykelsti, som forbinder gågaden med parcelhuskvartererne i Sct. Knudsby. Projektet er et af mange, som kommunens Sti Task Force arbejder med. Projektet kommer samlet til at koste 7,4 millioner kroner, så tilskuddet på tre millioner falder på et tørt sted. - Vi er naturligvis glade for de ekstra penge. For en gangs skyld må vi give lidt ros til Christiansborg, siger formanden for udvalget for teknik og miljø, Jørgen Bing (SF). Alle Folketingets partier på nær Enhedslisten har støttet trafikpuljen, som Hjørring får pengene fra. Sct. Knudsby Grundejerforening har været en af de stærkeste fortalere for projektet. - Det er også i bogstaveligste forstand et gennembrud, siger formand Arne Harboe muntert. Han henviser dels til, at cykelstien skal føres i tunnel under jernbanen for at nå frem til Bagterpvej, og dels at cykelstien har været et længe næret ønske. - Det bliver jo helt fantastisk, at eksempelvis eleverne fra Halvorsminde Ungdomsskole kan køre sikkert på cykelsti via Bagterpvej helt ind til Metropol, siger Arne Harboe. Cykelstien skal laves i to etaper (den røde streg på kortet). Første etape laves fra april-august næste år og når frem til Svanelundsvej. I 2012 laves sidste etape marts-august, som inkluderer en cykeltunnel under jernbanen. Det bliver den tredje tunnel i Hjørring by indenfor to år. I år har man jo lavet gang- og cykeltunnellen under Parallelvej og tunnellen under jernbanen som fører over til Bispetorvet (Føtex). Gennem de to tunneller kan man cykle ned til Folkeparken og videre til tunnelrøret under Park Allé. Herfra skal de to næste etaper laves. Cykelruten er kun en del af kommunens grønne transportpolitik. Politikerne har bestemt, at cykelruterne skal være af høj kvalitet. De skal blandt andet have "jævn og fast belægning, god vedligeholdelse uden blade, is og sne." Cykelstierne skal være så gode, at cyklisterne kan holde en "høj fart og overhale andre cyklister", som der står. Cykelruten skal nemlig være velegnede for pendlere - både folk, som skal på arbejde og elever, der skal i skole.