Det danske sprog starter med ét, to, tre

På Farsø Skole kæmper godt en snes børn fra blandt andet Polen, Congo og Rusland for at lære dansk

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det kræver ikke sprogkundskaber at folde en papirflyver. Ali og Benedicte, begge fra Congo, har dog lært noget dansk allerede.

FARSØ:I et klasseværelse på Farsø Skole sidder fem børn og en lærer. Tre af børnene taler kun polsk. De to andre kommer fra Congo. Læreren taler hverken polsk eller swahili, men alligevel har alle travlt, for de laver regnestykker, og samtidig lærer børnene dansk. Oskar lader to terninger rulle ud på bordet. Tre og fire viser de. På et bræt klapper Oskar et syv-tal ned. Han kan nemlig godt regne. - Prøv at sig det, opfordrer lærer Karen Bech. - Syv, lyder det tøvende fra drengen, som straks får ros. I matematikhæftet går Julia i stå, da hun bliver bedt om at farve en firkant blå. Hun peger på ordet og ser spørgende på læreren. Karen Bech finder den rigtige tusch frem til hende og siger ¿blå¿ med tydelig stemme. Det er yderst sjældent, lærererne i skolens tre modtageklasser benytter sig af en tolk. Der tales dansk, hvad enten eleverne kommer fra Polen, Rusland, Congo eller Tyskland. Alt i alt har Farsø Skole for tiden godt en snes elever, som har behov for at lære dansk, før de kan sluses ind i en almindelig klasse. Skolen er den eneste i Vesthimmerlands Kommune, der har modtageklasser for børn med udenlandsk baggrund. Det startede med, at der kom børn af kvoteflygtninge, men siden er gruppen af børn fra andre europæiske lande vokset kraftigt. Fordelen ved at samle hele flokken i Farsø er blandt andet, at der er elever nok til at dele dem ind i hold efter alder, og at man samler ekspertisen ét sted. Til gengæld får de børn, der kommer udenbys fra, ikke så nemt kammerater i deres hjemby, når de går i skole et andet sted. Til marts modtager skolen seks nye congolesiske børn, som sammen med deres familier kommer til Aalestrup. - Vi overvejer, om de skal gå i SFO i Aalestrup om eftermiddagen, når de er færdige med undervisningen her, så de lærer nogle at kende i nærmiljøet, siger Anders Myrup Andersen, viceskoleinspektør på Farsø Skole. Læs mere i NORDJYSKE Stiftstidende onsdag