- Det drejer sig om at være sammen

Ingen blander sig i om man danser, laver gymnastik, spiller billard eller drikker kaffe, når de ældste mødes i Snedsted Hallen på mandage

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Billard er ikke så meget for damerne. Men de tre herrer her tager ofte ind og får sig et spil og en snak om stort og småt.

- Nu er dagen fuld af sang, og nu er viben kommen, synger Snedsteds ældste, efter de har tygget færdigt, og inden de rejser sig for at fylde dagen med andet end sang. Siden 11. januar mødes en flok pensionister fra Snedsted hver mandag til "Senior-idræt og seniorsamvær" - et initiativ, der kommer fra en lille gruppe ældre, som syntes, at der manglede et godt fritidstilbud til byens ældre borgere. Ideen er blevet godt modtaget, og nu skal den første generalforsamling den 12. april afgøre, om samværet skal fortsætte fremover. - Vi vidste ikke, om det ville blive en total fiasko og der ville dukke en fem-ti stykker op, da vi holdt vores første møde i januar. Men det har været populært. Første gang kom der cirka 60, og siden da har der været 40-50 fremmødte pr. gang, siger Ingrid Henriksen, en af initiativtagerne bag projektet. Hver mandag begynder med kaffe og rundstykker klokken 9.30. Der snakkes om løst og fast, gives meddelelser om dagens og kommende ugers tilbud, men vigtigst af alt bliver der hygget. - Vi har hele tiden begyndt møderne med kaffe og rundstykker. Det er vigtigt, at omdrejningspunktet er det sociale samvær, siger John Olesen, hovedmanden bag projektet. Det står i det hele taget de fremmødte frit for, hvad de vil bruge formiddagen i Snedsted Hallen på. Man kan dyrke gymnastik, dans, badminton, bob eller lave "hjernegymnastik" over et spil kort.