Vikingetid

Det egentlige Danmark

BISPESÆDE? Måske ikke - men nærmest datidens Københavns Lufthavn

Der er både verdslig og kirkelig historie og højhellige overleveringer i den beretning om fortidens lokale storhed, som deltagerne i stiftsmødet i dag i Vestervig Kirke lægger ører til. Og så kan dét vel i sig selv veje op, at det måske også er hjemstavnens vemodige dragning mere end nøgtern historisk og arkæologisk videnskab, som har fået biskoppen over Aalborg Stift, Søren Lodberg Hvas, til at drage den vestlige del af sit stift så aktivt ind i bispesædets 450 års jubilæum, som sammenkomsten i eftermiddag er udtryk for. Og hvorom alting er, så var Vestervig et uhyre vigtigt kraftcenter på den tid, da danerne blev kristne, og det nordlige stift blev oprettet. - Under alle omstændigheder, skriver biskoppen i den seneste stiftsavis, er det naturligt at begynde i Vestervig! Det gør vi så: – i den vig i den vestlige del af Limfjorden, som i vikingetiden faktisk var datidens Kastrup Lufthavn. Et internationalt trafikknudepunkt, hvorfra handelsruterne gik op langs Norges og Sveriges kyster, måske helt til Island og Grønland, og sydover til det, der i dag er det vestligste Tyskland, Nederlandene og det franske Normandiet. Herfra sejlede de store vikingeflåder under Svend Tveskæg og Knud den Store til England ….og så sent som i 1085 samlede Knud den Hellige hen ved 100 skibe her vest ude i Limfjorden, på vikingetidens danske hovedfærdselsåre.. Sådan fortæller den lokale sognepræst, Jørgen Kjærgaard, når han ved eftermiddagens møde beretter om Vestervigs storhedstid. Og der er noget om snakken: På et af de ældste kort over Skandinavien står der med latinske bogstaver hen over Thy: Dacia : Propria. Det egentlige Danmark. Allerede i 1030 kom Skt. Thøger til egnen. Theugarth hed han vist egentlig, sydtysk af oprindelse og med en fin karriere i kirken som munk og lærd efter en tid i England ansat som kapellan ved kong Olav den Helliges norske hof. Imidlertid mistede kongen livet i slaget ved Stiklestad i 1030 - og dermed gik Thøger på pension, beretter præsten. Thøger fik imidlertid skibslejlighed sydover- og som så mange i tidens løb forliste han ved kysten ud for Thy. I live drev han i land, men mens han træt og mødig sov på stranden, sprang en kilde frem under hans hoved… Rasende biskop Thøger virkede som præst i Vestervig, og da han døde, blev han som gejstlig begravet under kirkens gulv. Under en natlig gudstjeneste opdagede hans efterfølger pludselig et himmelblåt lys over Thøgers grav, og det tog man som et tegn. Hans ben blev gravet op, vasket og lagt på kirkens alter den 30. oktober 1067 – de første foranstaltninger til en helgenkåring. Samme nat fik præsten et syn – Thøger kom haltende til ham og beklagede, at man havde glemt en stor knogle fra hans fod i jorden. - Grav den op, så skal du ikke mangle løn for dit arbejde, sagde han til præsten. Det skete, som han bad om, men biskoppen blev rasende. Han lod tænde bål midt i kirken for at brænde de uautoriserede helgenben, men hver gang, en knogle blev smidt på bålet, susede den af sig selv tilbage til alteret, og det overbeviste selv biskoppen. Thøger blev helgen for de halte, og på grund af hans dramatiske redning tog også søfolk ham til sig som deres særlige beskytter. Endnu i 1800-tallet kunne fiskere på kysten finde på at anråbe Skt. Thøger, når de skulle gennem brænding og brådsø, og op gennem middelalderen var hans helgenskrin og hellige kilde et af Nordens mest betydningsfulde valfartsmål og hans kirke og senere kloster blandt landets rigeste. Kilderne om bispesædet i Vestervig er få og sparsomme, erkender Jørgen Kjærgaard og henviser til, at i vikingeæraens sidste store søslag ved Fotevig i Skåne i 1134 døde fem biskopper – en af dem biskop Ketil eller Keld "af Vestervig". - Men måske var Ketil blot fra Vestervig Kloster, eller han har haft titel af biskop uden fast residens, funderer sognepræsten. Det mangler historikerne endnu at afdække. Da udsejlingen ved Agger Tange sandede til i 1200-tallet, fortæller historien videre, blev Vestervig efterhånden en afkrog i det danske rige. Den storslåede klosterkirke står tilbage, men magtens og økonomiens centrum forskød sig mod øst. Og sådan er det den dag i dag. NB: Ved reformationen blev den gamle kirke brudt ned og granitkvadrene sejlet til Aalborg, hvor de blev fundament til kongens slot. Thøgers skrin blev smeltet om – og hans knogler angiveligt gravet ned i et hjørne af kirkegården. Brænde kunne de jo ikke, som hans efterfølger i sognepræsteembedet minder om…