Teater

Det eksisterende Danmark

Der er et udtryk, der har brændt sig fast i min hukommelse. Selv om anledningen dengang var af negativ art.

Det var sidst i 2001, at den såkaldte historiker Uffe Østergaard sagde i et interview (i Politiken 1.12. 2001): "Det eksisterende Danmark med Jylland, Fyn og øerne beboet af lyshårede danskere er en relativt ny foreteelse." Også hans kollega Søren Mørch har i bogform været inde på den tankegang, som er en farlig forfalskning af virkeligheden. Navnlig fordi de to historieforfalskere i offentligheden betragtes som autoriteter, som må formodes at vide, hvad de skriver om. Det gør de også - det er derfor, der ingen undskyldninger findes for deres sigte: At fortælle de nye generationer, "at Danmark er en relativt ny foreteelse." Det er Danmark ikke. Området med slægter, som ofte går hundreder af år tilbage, har været beboet af danerne meget, meget længe. Det er nok derfor vi, der af personer som ovenstående EU-ideologer kaldes "højreekstreme", "ultranationalister" og meget, meget mere, så gerne vil bevare det. Netop et eksisterende Danmark, hvor det er danskerne, der selv bestemmer hovedtrækkene i hvordan livet skal leves i Jylland, på Fyn og disse øer, som iflg. Jean Monnet-professoren Uffe Østergaard beboes af lyshårede danskere. Ikke sandt: Man hører den selvfornægtende racebestemte undertone. Disse "lyshårede ariere"; tanken skal helst spores hen på raceteorier fra Det tredje Rige, så man kan få læseren til at se det ønskede for sig. Hvem er vi? Næh, vi skal jo være "multikulturelle", skal vi. Og derfor bliver disse latterlige danskere selvfølgelig heller ikke spurgt, om der skal opføres kæmpestore moskéer i - foreløbig - København og Århus. Det kunne jo også føre til, at vi på ny stemte "forkert". Jeg kan ikke lade være med at tænke på efteråret 1993, hvor jeg på Jomfru Ane Teatret i Aalborg overværede forestillingen "Verden er våd og lys" med Klaus Bondam i hovedrollen som den unge digterspire Morten Nielsen, som døde så ulykkeligt af et vådeskud i 1944. Jeg måtte kigge i programmet for at se, hvem den - dengang rimeligt slanke - og endda lyshårede unge mand i hovedrollen var. Han spillede glimrende, men det er vist også sidste gang, jeg har fået et positivt indtryk af den herre. Og i dag er det just ham, der står i spidsen for de københavnske planer om at tilgodese islam. Igen. "Selvfølgelig skal vi da have en stormoské", fremturer han. Jeg er der imod tilbøjelig til at give Mogens Camre ret i hvad han sagde for nogle år siden på et DF-årsmøde: "Danmark skal aldrig have en stormoské". Det skal vi ikke, fordi der i England, Tyskland og mange andre lande er beviser (ofte fremskaffet ved hjælp af skjulte kameraer/mikrofoner, thi islams sønner må jo gerne tale med mindst to tunger, én indbyrdes og én overfor de vantro svin, dvs. de fleste, der læser disse linjer) på, at onde planer mod vesten inklusive Danmark ofte har deres arnested i disse moskéer. Og så er det altså svært at lade være med at tænke på, hvad der ville ske med den højt profilerede homoseksuelle Bondam, hvis dem han hjælper til rette får magt, som de har agt! Uffe Østergaard, Søren Mørch, Klaus Bondam og alle de kloge idioter - ikke mindst fra kunstens verden - ønsker at forvandle Danmark. Eller "det her samfund", som det jævnligt hedder - men det er altså dette stykke tilfældige landområde, vi andre kalder vort fædreland og gerne vil beholde. Som det eksisterende Danmark! Hvis islam bid for bid får magt, lokalt som på landsplan eksisterer Danmark ikke mere. Jeg er sådan set ligeglad med, om de i en så uhyggelig fremtid vil kalde det Islammark eller noget andet, for jeg vil slet ikke være her. Og begyndelsen har vi jo for længst set: Regner De områder som Nørrebro i København eller Vollsmose i Odense for danske områder? Disse af muhamedanere totaldominerede steder, hvor stenkast og nu skud møder dansk politi og brandfolk, hvis de forsøger at køre ind i områderne. De områder er tabt for Danmark. Langt mere tabt end Sønderjylland var 1864-1920. Det er hårde tider. Men hvis det eksisterende Danmark skal bevares - i sidste øjeblik, skal der efter min mening hårdhed til. Jeg skal naturligvis ikke opfordre til ulovligheder, men jeg tror godt jeg kan forstå, hvis den første stormoské er færdigbygget, får en varm modtagelse af danskere, der har fået nok. Hvis De forstår hvad jeg mener.