Det’ en ommer

LEDIGE På det seneste har vi endnu en gang måttet lægge øre til den gamle 78’er, hr. Hjort Frederiksen kører i, så snart den mindste mulighed findes - nemlig at hænge ”de ledige”, som han kalder dem, ud i medierne.

Og der spares ikke på skytset. Vi er angiveligt sløve, uengagerede, uinteresserede i at få job, og skulle vi endelig være heldige, at en virksomhed kontakter os gennem CV-bank (Arbejdsformidlingens jobsystem), svarer vi så sent, at jobbet ofte er besat til anden side. Jeg skriver ”vi”, selvom jeg er i job, for det er efter min mening ”dig i dag og mig i morgen”. Tryghed i ansættelsen findes ikke mere, og det er vi ved at vænne os til. Det har de fleste heller ikke noget imod, men det ville klæde beskæftigelsesministeren at vise sine medborgere mere tillid og respekt. Denne gang er der desuden tale om en aldeles skamløs forvrængning af en undersøgelse, som Rambøll har lavet. Undersøgelsens fokus var virksomhedernes syn på den elektroniske jobformidling og havde ikke en snus med de lediges motivation at gøre. Jobbanken bruges ikke kun af ledige borgere, men også af borgere, som gerne vil skaffe sig et bedre job end dét, de har. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at en ansøger, som allerede er i arbejde, er sen til at svare, fordi noget bedre måske er på hånden. Jeg formoder, at ministerens seneste udfald mod ledige borgere er endnu en legitimering af, at regeringen går så ensidigt efter denne gruppe - angiveligt for at afhjælpe den tiltagende mangel på arbejdskraft. Velfærdsforhandlingerne er jo lige om hjørnet. Ministeren ynder desuden at sige, at vi går og ”putter os”. Hvis borgere putter sig, som ministeren så kønt kalder det, for ca. 10.000 kr. om måneden, må en hel del drømme og forhåbninger om livet være gået fløjten for længe siden. De fleste, som er uden arbejde i en længere periode, må jo gå fra hus og hjem. Efter min mening bør man – også som borger - efterfølge kritik med et positivt indspark, og det kommer her – efterfulgt af lidt baggrundsviden, for jeg er klar over, at det er sjældent, at ministeren kommer ud i virkeligheden til alle os andre: Der findes glimrende efteruddannelseskurser, hvor man kan arbejde med holdningsbearbejdelse. Det vil hr. Hjort Frederiksen kunne have stor gavn af. Måske kunne det holde galden lidt nede, så der bliver rum for nytænkning. Det betaler vi dig faktisk for, og jeg er sikker på, at der også kan blive råd til et par kurser. Luk Arbejdsformidlingerne og revider alle de tåbelige kontrollove, regeringen har udstukket, så de i stedet kun rammer de få procent, som vil udnytte systemet – ikke alle vi andre. AF er jobskabende - for AF’s medarbejdere. En slags civilt politi. Disse veluddannede medarbejdere kan passende fylde nogle af de huller, hvor der mangler arbejdskraft – såfremt de ikke er over 50 eller er i flex-ordning og lignende, for så har de virkelig problemer. I sandhedens interesse er det ikke kun de ledige borgere, regeringen driver strandhugst på, vel? De syge er et helt kapitel for sig, som vi tager en anden dag. Vi lønmodtagere har i årevis efteruddannet os for at kunne følge med samt trænet os i at være omstillingsparate, fleksible og alle de andre modeord. Så vi er for længst ude af starthullerne, men langt størsteparten af erhvervslivet sover virkelig i timen. Så her er næste indsatsområde: Regeringen bør med gulerod eller pisk (I er mest trygge ved pisken, ikke sandt?) få lært erhvervslederne, at det er fuldkommen hul i hovedet at diskriminere veluddannede, arbejdsvante og engagerede medarbejdere på grund af deres dåbsattest. Det er himmelråbende tåbeligt at skulle høre på, at de ledige borgere hænges ud til spot og spe, og samtidig skriger borgere på 50+ i protest over, at de ikke kan få arbejde. Jeg holder selv af at få præsenteret nye ting i et roligt tempo. Derfor vil jeg forsigtigt løfte sløret for dig, så du ved, hvad rigtig mange borgere foretager sig, når vi mister vores job: Først gør vi alle de ting, vi skal jvf. lovene. Det indbefatter bl.a. at skrive en profil i den tåbelige CV-jobbank, inden den første måned er gået, ”for ellers trækker vi dig i dagpengene”, som det så kundevenligt forlyder fra AF. Derefter henvender vi os til et vikarbureau for at få et arbejde, og så sker der ting og sager. Her er vi nemlig kunder. Derfor vil jeg foreslå, at man bibeholder en fornuftig arbejdsløshedsforsikring - som vi i øvrigt betaler til i dyre domme - af borgerne i ledige perioder i stedet for hele tiden at true os med bål og brand. Herude i virkeligheden slås lønmodtagerne for at kunne betale enhver sit. Vi kører langt hver dag for at tjene en månedsløn. Mange arbejder under belastende og til tider skadelige omstændigheder. Jeg kender ikke hr. Hjort Frederiksen personligt. Men det er mit klare indtryk, at selvom du har et job, er du ikke begyndt at tjene din løn ind endnu. Vil du låne et par arbejdshandsker? [ Jane Bengtsen er sekretær på Aalborg Universitet