Brønderslev

Det ender med en økse

Smedekursus på Voergaard Slot

Hele weekenden var der godt gang i essen, og kursisterne sled i det med at omdanne gammelt jern til brugbare redskaber. Foto: Jørgen Ingvardsen
Hele weekenden var der godt gang i essen, og kursisterne sled i det med at omdanne gammelt jern til brugbare redskaber. Foto: Jørgen Ingvardsen Jørgen Ingvardsen

VOER: Omkring en glohed esse står en gruppe mænd og en enkelt kvinde. De kigger opmærksomt ind i gløderne, hvor de alle har jern liggende. Det skal varmes op, så de kan bearbejde det til knive, økser eller bålstativer. Stedet er Voergård, hvor ’Voergaard Levende Historie’ netop afvikler et smedekursus over en weekend.

- Jeg har altid været fascineret af de gamle håndværk, fortæller Michael Skak, mens han viser et bålstativ med tilhørende pande frem. Han har selv lavet det hele.

- Det skal bruges, når vi holder Middelalderdage. Så bor vi her jo i 9 dage, og vi lever som i middelalderen og spiser gammeldags mad, som tilberedes over bål. Jeg har lavet flere, og jeg bliver hver eneste gang dybt imponeret af, hvad der kan komme ud af noget gammelt jern. Det er jo genbrug det hele, siger han og peger på en anden deltager, der netop har lavet en skomagerkniv ud af et gammelt kugleleje.

- Det er da imponerende, siger Michael Skak, der er uddannet tømrer og senere har uddannet sig til en af de første restaureringshåndværkere i Danmark. I øjeblikket arbejder han på Fyrkat ved Hobro.

Ved siden af ham ved den varme esse står Peter Kjærsgaard.

- Det er mig, der har lavet skomagerkniven, fortæller Peter Kjærsgaard stolt, mens han fremviser den.

- Pas på, for den er meget skarp. Den er blevet flot, og jeg er meget tilfreds med den, for det er første gang, jeg prøver at smede, og jeg går meget op i gamle håndværk. Derfor er det også fantastisk at være med her i dag. Jeg nyder det, indrømmer Peter Kjærgaard, der kommer fra Midtjylland.

De mange smede, der arbejder ved den mobile esse, bliver kyndigt overvåget af Peter Callesen. Han er leder af kurset. Han kommer fra Kolding-egnen, men tager rundt i hele landet med sit udstyr, der omfatter en transportabel esse og meget andet udstyr.

- Jeg er egentlig uddannet landbrugsmekaniker, men jeg har i snart 25 år arbejdet med smedefaget, så jeg har efterhånden en nogenlunde fornemmelse for smedefaget, fortæller han, mens han er ved at bearbejde en smuk økse.

- Meget af det, de gamle håndværkere kunne, er jo gået tabt. Vi må derfor genopfinde mange af de teknikker, de beherskede, og som gør, at en økse bliver et så fantastisk redskab. Jeg øver mig stadig på det, og det er noget, jeg elsker og holder af. Jeg bruger efterhånden det meste af min tid på at smede, som de gjorde i gamle dage. Interessen er også stigende overalt. For mange er det dejligt at rejse sig fra computeren og komme ud i den virkelige verden og udføre et stykke manuelt arbejde. Smedefaget kræver virkelig mange kræfter. Jernet skal bankes ud, og det skal gøre med håndkraft. Samtidig skal man også finde ud af, hvordan man gør det. Det er også altid spændende, om det lykkes, for det gør det bestemt ikke altid, slutter Peter Callesen, inden han fortsætter over til essen, hvor en kursist har problemer med at få et stykke jern til at makke ret.

- Jeg elsker at gå tilbage i tiden og leve mig ind i den måde de f. eks. levede på i middelalderen, siger Michael Skak.

- Jeg prøver selv i det små at leve, som de gjorde i gamle dage. Jeg har således ikke fjernsyn, så jeg lever i en slags bonderøvskultur, fastslår han med et smil.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden