Det enkle og det simple

Efter fire år i mesterlære laver Anne nu eget glas i nyåbnet værksted

LILLEVORDE:- Første dag jeg var på arbejde hos Lene i Aalborg, for det gennem mit hoved. Her har jeg været før. Ikke fordi jeg tror på reinkarnation. Men der var noget gammelkendt over arbejdet, og jeg følte mig bare tilpas med glaspusteriet med det samme. Siger Anne Flohr. 39 år og nordjysk glaspuster, der har åbnet eget værksted på Gl. Skolevej lige ved kirken i Lillevorde. -Det hele begyndte ved et tilfælde, da min fætters kæreste kom hjem og fortalte, at glaspuster Lene Højlund i Aalborg havde brug for en voksen dame til at assistere og hjælpe med at lave glas, smiler Anne Flohr. Lene Højlund havde haft forskellige unge glaspustere uddannet i Sverige indover til at hjælpe, men nu trængte hun til at få én, som var lidt mere stabil. - Og det var jeg med mand, børn og hus, siger Anne Flohr. Hun havde tidligere gået på Aalborg Kunstskole og syet, malet og tegnet uden lige at finde det kunsthåndværk, der passede til hendes gemyt. Nu blev det til fireogethalvt år i en slags mesterlære under Højlund, inden Lillevordes egen glaspuster i november sidste år så småt gik i gang med at indrette eget værksted hjemme på privaten. Her i det lyse højloftede lokale står nu to naturgasdrevne ovne. En til at smelte glas i, og en anden beregnet til selve arbejdet med at puste og forme glasset. På hylderne står færdigt glas. Drikkeglas, skåle, vaser og karafler. Ved selve arbejdsbænken, hvor Anne puster og former det 1100 grader varme glas, står en kasse med lyslilla farve. Knust glaspulver, som glasset bliver vendt og drejet i for at give det klare glas karakter og farve. Kaiserrot, goldbaum, mittelblau, fuschia - de tyske navne i sig selv lyder som poesi. - 1. maj sagde jeg op hos Lene, og siden har jeg arbejdet på at opbygge et egentligt varelager. Men først gik Anne i gang med at prøve alle sine egne glasideer af. - Det meste fungerede ikke. Men det var vigtigt for mig at få prøvet mine grænser af. Du udvikler dig hele tiden som glaspuster, og selvom jeg er blevet påvirket af Lene, har jeg også fundet min egen stil. Det enkle og det simple. Det er det, der fungerer. Efter at frihedsperioden med de vilde eksperimenter var overstået, har Anne siden brugt tiden på at finde frem til noget glas, som hun tror og satser på.’ En serie skåle - store og små - som hun lidt i spøg kalder for Tupperware, fordi de kan bruges til lidt af hvert. Salat, oliven eller frugt. Nogle små blomstervaser og endelig snapseglas og unikke karafler. - De her holder,og jeg har allerede solgt pænt af dem ved mund til mund-metoden, inden jeg officielt åbner i morgen. Anne Flohrs glasværksted er blevet godt modtaget af de lokale, og hun satser på at sælge sit glas lokalt. Hun vil lave polterabendbesøg, hvor de besøgende selv kan prøve at blæse glas. Ligesom husmoderforeninger er velkomne til at aftale besøg og få et indblik i, hvordan Anne arbejder. Glasværkstedet er indrettet i udhuset til den gamle skole. Her var tidligere toiletter, og præsten fik opstaldet sine heste her, når han kom for at prædike. - Og så havde kirken tidligere brandsprøjten stående i den sidste trejdedel. Siden 1994 har Anne boet her med sin blikkenslagermand. og der er kommet to drenge på seks og ni år til. - De vil gerne overtage biksen efter mor, men de er lige det mindste endnu til at blæse. Anne nyder at gå hjemme og være sin egen herre. Også selv om det betyder, at det er slut med at holde fri i weekenderne. Der bliver nemlig dagligt åbent i forretningen fra onsdag til søndag. Klokken 10 til 18. - Mandag og tirsdag holder jeg selv fri og får handlet ind, men ovnen bliver ikke lukket af den grund. Det tager toogethalvt døgn, inden ovnen er kølet ned og lige så længe om at få den op igen. Så den kører døgnet rundt. Så kommer du fordi i Lillevorde, er det bare at dreje ved kirken, hvor et nyophængt skilt fortæller, at her er der glaspusteri. Det er der. Her har Anne nemlig fået sit eget pusterum.

Forsiden