Udland

Det er afgørelsens time for Cypern

Cyperns parlament er indkaldt for at diskutere indholdet i et lovforslag, der skal bane vej for nye kriselån.

Det er afgørelsens time for Cypern

Uret tikker højlydt i den cypriotiske hovedstad, Nicosia, hvor landets politikerne kæmper for at finde fælles fodslag til løsningen på landets enorme finansielle krise.

Der er ikke sluppet mange detaljer ud om, hvad politikerne diskuterer, men ifølge cypriotisk tv vil en del af løsningen på bankkrisen indebære, at en kontroversiel bankafgift forhøjes fra 9,9 procent til 15 procent på indlån over 100.000 euro.

Oplysningerne kommer umiddelbart efter, at parlamentet i Cypern er indkaldt for at diskutere flere elementer i regeringens lovforslag, der gerne skal munde ud i godkendelsen af en økonomisk redningsplan.

Tidligere fredag meddelte regeringspartiet, at det i løbet af få timer ville være muligt at nå til enighed om en redningsplan, der lever op til EU's krav.

- Der er forsigtig optimisme i forhold til, at vi i løbet af de næste par timer vil være i stand til at nå til enighed, sagde partiets næstformand, Averof Neophytou.

Senest mandag skal Cyperns regering forklare, hvordan den har tænkt sig at rette op på økonomien og skaffe de 5,8 milliarder euro, som er betingelsen for at få en livline i form af lån på 10 milliarder euro fra EU, Den Europæiske Centralbank (ECB) og Den Internationale Valutafond (IMF).

Sker det ikke, er der risiko for et kollaps i Cyperns finanssektor. Og går bankerne ned, kan det kan presse den lille østat ud af eurozonen.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.