- Det er aldrig for sent at begynde på noget nyt

Inge Kellermann vokser med nye opgaver - nu har hun startet eget firma som drives fra Borup Tværvej

Voksenundervisning 28. september 2002 08:00

VRÅ: Det er aldrig for sent at begynde på noget nyt. Nogle kan slet ikke lade være - til den gruppe hører 57-årig Inge Kellermann. Hun har droppet et vellønnet job på VUC i Hjørring til fordel for en mere usikker tilværelse som selvstændig. I sit hjem på Borup Tværvej nord for Vrå har hun indrettet zoneterapiklinik, og fra hjemmet driver hun en af landets største internet-butikker, der tilbyder alle typer af helsekost. En del 57-årige begynder at trappe ned og indstille sig på efterløn. Men ikke Inge Kellermann - hun sadler om. Og nyder sit nye arbejdsliv i fulde drag. - For mig har drivkraften altid været, at jeg skal være glad og tilfreds og have det godt. Det har haft mange konsekvenser i mit liv. Jeg har lavet om på mange ting. Man skal ikke finde sig i, ikke at have et godt liv. Det er livet alt for kort til. Man skal have en tilværelse, hvor man er glad, tilføjer hun. - Jeg har et utroligt stort behov for at kunne vælge. Får jeg ikke valgmuligheder, føler jeg mig presset. For mig drejer som om at vælge og om at have mod til at vælge og ændre på nogle ting. Hvis man virkelig vil noget, er vi i dag i den heldige situation, at der er mange valgmuligheder, siger hun. Flere jævnaldrene har undret sig over, at Inge Kellermann kort før efterlønsalderen springer ud i nyt erhverv. - Men efterløn er ikke et mål for mig. Jeg synes, jeg har mange kræfter endnu og mange ideer til, hvad jeg kan lave. Jeg har megen energi, og der er meget arbejde i mig. Det er skønt at få en ide og føre den ud i livet - det tænder mig virkelig, smiler hun, og tilføjer at hun, hvis alt går vel, sagtens kan være aktiv med sit firma 20 år endnu. Tænkepause Inge Kellermann har det seneste år haft orlov fra sin stilling på VUC Vendsyssel Vest i Hjørring. Året har givet god grobund for, at ideen om eget firma for alvor har taget form. Orlovsåret har hun også brugt på seminariet i Aalborg, hvor hun har taget den et-årige voksenunderviseruddannelse. Selv beskriver hun fem års ansættelse hos VUC som et intermezzo i sit arbejdsliv. Hun har sin identitet indenfor folkeoplysningen, og hun har været ansat i AOF i 12 år på forskellige poster - blandt andet som amtskonsulent. - Tiden i AOF har formet mig, siger hun og lader forstå, at hun stortrivedes inden for folkeoplysningsmiljøet. - Der er ildsjæle og folk, der brænder for tingene. Jeg var med i en periode, hvor det hele bare gik fremad. Jeg har været med til at etablere de fleste daghøjskoler i Nordjyllands Amt, og jeg har været meget aktiv omkring jobrotation og andre arbejdsløshedsprojekter. Det er ovre nu - og det var iøvrigt allerede på vej for fem år siden, da jeg fik mulighed for at prøve VUC. I det amtslige system fandt Inge Kellermann aldrig sin rette hylde. - Jeg kom egentlig aldrig til at beskæftige mig med det, som jeg er god til, nemlig at få gode ideer og få projekter i gang. Rent administrative jobs får mig til at sande til. Inge Kellermann har behov for at få lov til at gro med de opgaver, hun kaster sig over. - Og så begyndte jeg at tænke i nye baner. For hvor går man hen, når man er i 50'erne. Zoneterapeuten Springet til at blive alternativ behandler var ikke stort for hende. - Jeg har altid interesseret mig for det alternative - jeg har altid været meget intersseret i alternative behandlingsformer samt sundhed og krop. Lægeurter har også altid haft min interesse. Ved tilfældighedernes spil valgte hun zoneterapeutuddannelsen på Vendsyssel Helseskole i Hørmested. Og i dag kan hun kalde sig FDZ-zoneterapeut. - Jeg er så glad for at være zoneterapeut. Det er et meget givende. Man får utroligt meget tilbage som behandler. Glade kunder, siger hun og tilføjer, at hun egentlig aldrig havde troet, at hun skulle leve af at være alternativ behandler. - Jeg har tit sagt til mine børn, at: "når jeg bliver gammel, vil jeg være klog kone", smiler hun. - Men jeg har aldrig tænkt på det som erhverv. Hun glæder sig over, at den alternative verden er ikke så meget anderledes end arbejdslivet i AOF. - Begge verdner er meget drevet af engagement og ildsjæle. Folk, der tror på det, de laver, og gerne vil ofre noget på det, de vil, siger hun. Flagskibet Vrå-firmaets flagskib er net-butikken Helsemail.dk og den er udarbejdet i et tæt samarbejde med sønnen, der har et reklambureau i København, og lige som moderen er fyldt med gode og nye ideer og tanker. Inge Kellermann har aftaler med en række leverandører indenfor helsebranchen, og den elektroniske butik har selvfølgelig åbent døgnet rundt. I internet-butikken bugner hylderne med helkost-tilbud, som forbrugerne kan få sendt direkte hjem til deres hjemadresse. Og Inge Kellermanns fortid med folkeoplysning fornægter sig ikke. Net-butikken rummer foruden helsevarer også helsetips samt et stort udvalg af artikler med forskningsresultater, undersøgelser, holdninger og synspunkter, som kan være med til at højne informationsniveauet. Endelig er der en brevkasse, "Spørgehjørnet", hvor gæsterne kan stille spørgmål om hverdagens sundhedsproblemer. Og få svar i løbet af kort tid. Oplæg og fordrag om helse og sundhed er endnu en aktivitet, som Inge Kellermann gerne stiller op til. - Jeg kan også tilbyde erhvervszoneterapi - det vil sige zoneterapi for ansatte, enten på arbejdspladsen eller efter arbejdstiden. Det er et personalgode, som virksomhederne kan nyde godt af i en tid, hvor sygefraværet er på vej op. Der er meget at hente for arbejdsgiverne, både med hensyn til forebyggelse og gladere medarbejdere. Og virksomhederne behøver jo ikke betale det hele - man kunne lave forskellige kombinationsmuligheder, hvis man tilbyder medarbejderne zoneterapi som led i den moderne personalepleje, tilføjer Inge Kellermann. Helsemail.dk har indtil nu kostet Inge Kellermann en investering på 40.000 kroner samt masser af arbejdstimer. Og hun er særdeles opsat på at få gang i butikken. - Men det sker ikke fra én dag til en anden - det er jeg klar over. Foreløbig drives det hele som selvstændigt bierhverv. - Men jeg håber da, firmaet snart bliver mit hovederhvev, smiler hun. Nye, spændende planer har Inge Kellermann skam også på tegnebrættet - for hun kan som sagt slet ikke lade være. Hun er netop nu i gang med at læse til phytoterapeut - urteterapeut - i Århus. Denne uddannelse er i hus om to år. Og til den tid er nye projekter formentlig i Kellermanns støbeske.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...