Det er aldrig for sent - motion forlænger livet

Motionsidræt 1. oktober 2003 06:00

København, tirsdag /ritzau/ Rejs dig fra lænestolen, sluk fjernsynet og gå en tur. Motion forlænger livet med flere år, viser en ny dansk undersøgelse af 7023 mænd og kvinder. Også mennesker, som først i en sen alder begynder at bevæge sig, kan lægge år til deres liv. - Overraskende viser det sig, at man opnår en stor gevinst også ved at dyrke lidt motion. Vi taler slet ikke om fitnesscentre og motionsløb, men blot om at gå en tur på en halv time dagligt. Orker man ikke at gå så længe i træk, kan man dele motionen op i to gange et kvarter. Men det er ikke er nok at lunte lidt rundt ude i haven. Man skal gå i et rask tempo, siger speciallæge i hjertesygdomme Peter Schnohr til Ritzau. Han har sammen med kolleger analyseret tal fra den såkaldte Østerbroundersøgelse og offentliggør i denne uge resultaterne af motions betydning for levelængden i det amerikanske tidsskrift American Journal of Epidemiology. Motionsvanerne hos 7023 mænd og kvinder i alderen fra 20 til 79 år blev registreret i 1976-1978, igen i 1981-83 og derefter blev deltagerne fulgt i 17 år. Forskellen i levelængde mellem personer med lav fysisk aktivitet (under to timer om ugen) og personer, som var aktive mellem to og fire timer om ugen var for mændenes vedkommende 3,5 år og for kvindernes 4,3 år. - Både hos de unge, de midaldrende og de ældre var der en effekt på levelængden. Det overraskende er især, at selv om man er blevet 65-70 år, er der meget at vinde. En kropsdoven kontormand, der pensioneres og begynder at gå sine ture, opnår en stor gevinst, siger Peter Schnohr. I analyserne er der taget højde for risikofaktorer som rygning, så forskellen i levelængden skyldes ikke forskel i andre risikofaktorer. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...