- Det er bare prikken over i’et
Thisted har fået en bane til den såkaldte parkour-sport, der overgår tilsvarende anlæg i Herning og Viborg
THISTED: De plejer at måtte nøjes med bygninger, mure, stativer og andre anlæg ude i byen. Men nu har udøverne af den såkaldte parkour-sport i Thisted fået deres egne ting at klatre på - og lave saltomotaler og andre halsbrækkende spring fra.
Fredag åbner den udendørs bane ved skaterhallen på Lerpyttervej med blandt andet stativer - såkaldte rails - stumper af træstammer, hele broelementer og andre betongenstande.
Det er alle tiders, synes tre parkour-udøvere på 18, 17 og 16 år, Jonas Dørr Henningsen og brødrene Thommy og Timmi Lauridsen.
- Folk er ikke så glade for, at vi bruger husene ude i byen, og det er også meget bedre her. Så nu kan vi træne meget oftere, siger Thommy, der ligesom Jonas går på produktionsskole, mens Timmi går i 9. klasse på Tingstrup Skole. Alle tre har dyrket parkour i omkring tre år.
- Det er bare prikken over i’et. De nærmeste parkourbaner findes i Viborg og Herning, men den nye bane i Thisted er bedre end begge disse baner og større end den i Herning.
Foruden parkour-elementerne er der anlagt nye, udendørs baner til skatere. Og begge anlæg kan bruges af udøverne af en tredje sport - trial-cyklister, som bruger deres tohjulede til hop og alle mulige krumspring.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.