EMNER

Det er blevet dagen derpå

Det er i den grad blevet dagen derpå i et af landets største politiske partier, Socialdemokraterne. Med Helle Thorning-Schmidt som ny formand har såvel medlemmer som politikere på Christiansborg fået en forsmag på den fornyelse, som nogle har ønsket og andre frygtet. I hvert fald har formanden i løbet af meget få døgn åbenlyst gjort, hvad hun kunne for at knytte sine oprindelige støtter endnu tættere til sig ved at udnævne dem til ordførere - mens andre er blevet bortvist. Og dét noget mere elegant i nogle tilfælde end i andre. På minussiden står - ikke mindst set fra en nordjysk synsvinkel - det faktum, at Bjarne Laustsen ikke længere er efterlønsordfører. Med den ret afgørende detalje, at ordføreren ikke er afskediget personligt eller i det mindste pr. telefon - men har fået afskedigelsen meddelt for åben skærm en lørdag aften i tv. Umiddelbart ligner det ikke opskriften på fremadrettet lederskab. En tidligere statsminister som den konservative Poul Schlüter vil kunne tale med om, at det kan betale sig at tage, hvad der måtte opstå af opgør ansigt til ansigt, i stedet for at lave afskedigelser sive ad omveje. Lige så stor en skæver denne ret kluntede afskedigelse er, lige så taktisk velovervejet virker formandens træk med at gøre en angivelig EU-skeptiker som Svend Auken til EU-ordfører, for derved er noget nær hele spektret inden for Socialdemokraternes holdning til EU dækket ind. Fra skepsis hos Auken til langt færre forbehold og et mere europæisk udsyn hos Poul Nyrup Rasmussen, medlem af Europa-parlamentet og formand for Socialdemokraterne i Europa. Efter de første dages forudsigelige tumulter oven på et markant formandsskifte venter en periode, hvor der politisk set skal heles sår - fordi nogle selvsagt altid vil synes, at de ikke har fået den ønskede grad af indflydelse. Balancegangen må blandt meget ligge i at sørge for, at de oprindelige Frank Jensen-støtter også kommet til fadet, så de ikke forstærker deres kritik af partimedlemmer for at have stemt på form og fremtoning frem for indhold og substans. Lige nu fortjener den ny ledelse, hvad politikere plejer at få: 100 dage til at sunde sig, komme videre og skabe de første resultater.