Lokalpolitik

- Det er da helt til grin

Vegger IF's formand ryster på hovedet over udsættelse af halsag

AARS:- De spilder vores tid. Det havde været meget lettere at arbejde med, hvis de bare havde sagt nej fra begyndelsen... Jan Holmgaard, formand for Vegger IF er ikke voldsomt imponeret over sagsbehandlingen i byrådet i Aars. - Vi har deltaget i møder, de har haft fire måneder til at indhente oplysninger. Og så ender de med at udsætte sagen, fordi de ikke har gjort deres hjemmearbejde. Og udsætte sagen var netop, hvad de folkevalgte i Aars besluttede at gøre, da de i går egentlig skulle træffe beslutning om for-eller-imod tilskud til en lethal i Vegger. Beslutningen blev efter behandling i økonomiudvalget 26. januar sendt videre til byrådet på initiativ af socialdemokraternes gruppeformand Martin Glerup, som ønskede at høre et helt byråds holdninger til halprojektet. Aars Kommune er den eneste brik, der mangler i at få økonomien i projektet til at gå op. Hidtil har alle udvalg vendt tommelfingeren nedad, siden Folkeoplysningsudvalget i september vurderede, at der ikke er basis for at udnytte halkapaciteten i en hal i Vegger. Den samme beslutning nåede flertallet i økonomiudvalget til i januar. Når sagen blev udsat i går skyldtes det først og fremmest, at Asger Andersen (S), der er valgt i Vegger, mente at sagsbehandlingen undervejs har været kritisabel og at flere formaliteter ikke er blevet overholdt. Eksempelvis lå det allerede 3. december klart -uden at det kom frem på økonomiudvalgsmødet i samme måned - at Indenrigs- og sundhedsministeriet ikke ville støtte projektet. Det kom først frem på mødet sidst i januar, hvor Asger Andersen var fraværende. Sammen med manglede oplysninger om ændringer i projektet er det eksempler på en sagsbehandling, som Asger Andersen fandt, gav god grund til at udsætte punktet. - Det må vel være forvaltningen og udvalgets formand, der er forpligtet til at sørge for, at der ligger de nødvendige oplysninger, når sagen skal behandles. - Alt relevant er tilvejebragt, mente økonomiudvalgsformand og borgmester Knud Kristensen (K) Borgerlistens Bjarne Jensen kunne til gengæld godt følge Asger Andersen. - Jeg kan godt forstå det. Der er bilag, vi ikke har haft i hånden, sagde han og anbefalede en udsættelse. Sådan blev det. Veggers drøm om en lethal skal nu endnu en tur rundt om kulturudvalget og økonomiudvalget. Jan Holmgaard ser ikke mange andre muligheder end at ruste sig med tålmodighed i mellemtiden. - Det udsætter vores projekt i en måned, og det giver da helt sikkert anledning til uvished hjemme i Vegger.