EMNER

Det er da ikke sjovt at støvsuge

For første gang nogensinde kan danskerne købe en husholdningsrobot til en realistisk pris. Men den ufo-lignende støvsuger, Roomba, er ikke blot en julespøg. Det er fortroppen for den nye hær af elektroniske hushjælpere

AALBORG:Realiser din drøm om mindre husligt arbejde og mere fritid. Sådan lyder det meget præcise og for de fleste nok også ualmindeligt tillokkende slogan hos forhandlerne af støvsugerrobotten Roomba. Eller sagt på en anden måde: Køber du en husholdningsrobot, så køber du tid. Samtidig peger forhandlerne på, at Roomba både er effektiv og grundig. Men den oplysning kommer i anden række. - Det er for tidligt at sige, om den bliver en succes. Vi har forhandlet den i kort tid, og salget ser ud til at gå rigtig godt. Vi kan jo ikke vide, om halvdelen kommer og bytter den efter jul. Men vi har en tro på, at danskerne vil tage den til sig på samme måde, som amerikanerne har gjort det, siger produktchef på støvsugerområdet hos firmaet Elbodan, Christian Hartmann. Elbodan er kædekontor for hvidevarekæden Punkt1, som er en af de få kæder herhjemme, der har valgt at satse benhårdt på den lille robot. Det blev meget sent besluttet at købe den hjem, så den er ikke at finde i julekataloget. Men det har kædebutikkerne rettet op på ved at investere i tv reklamer, der skal sælge drømmen om det lidt nemmere liv. - Det er ikke en billig løsning med tv-reklamer, men det viser også, hvor meget vi tror på produktet, siger Christian Hartmann. Prisen skal ned Han har ligesom mange af sine kolleger i branchen en stærk formodning om, at fremtidens marked ligger der, hvor simple husholdningsmaskiner møder moderne datateknologi. Prisen skal bare ned, sådan som det nu er sket med den støvsugende robot. - Jeg synes, da ikke, det er sjovt at støvsuge. Jeg vil hellere lave noget andet, og sådan tror jeg, at mange har det. Det er et produkt, der først og fremmest tiltaler mange mænd. Både fordi de vil gøre det nemt, men også fordi der er et legetøjselement i varen. Det er noget, man kan vise frem, samtidig med at den er meget effektiv. Nogle vil nok more sig med at give den et navn. Man får måske et lille personligt forhold til den, fordi den er så selvstændig, siger Christian Hartmann, som vurderer, at der i dag investeres mere massivt i husholdningsmaskiner, fordi det også er blevet mandens område. Han understreger, at han hele tiden er på udkig efter nye produkter til Punkt1-butikkerne, og at han i de kommende år nok vil spejde meget skarpt efter robotter til husholdningen. Praktiske europæere Christian Hartmann behøver imidlertid ikke at finde den store kikkert frem. Robotterne bliver nemlig nemmere og nemmere at finde, og især i de vestlige hjem vil teknologien først og fremmest blive efterspurgt, når det gælder praktiske gøremål. I Japan er det underholdningsindustrien, der sidder i føresædet, blandt andet med elektroniske hunde, som gør det ud for husdyr. Men vi er mere praktisk orienterede i Danmark og Vesten, fortæller en af Skandinaviens førende robotforskere, Henrik Christensen. - Jeg tror, at Honda er en anelse for optimistisk, når firmaet vurderer, at deres marked for servicerobotter til hjemmet, snart vil overstige markedet for biler. Men samtidig er der slet ingen tvivl om, at det er det marked for robotter, der vil vokse mest og også meget voldsomt de kommende år, siger Henrik Christensen, der har en fortid på Aalborg Universitet. Han bygger blandt andet sine udsagn på den årlige FN-rapport om robotter – World Robotics – som han er medforfatter på. Her bliver antallet af forskellige typer robotter gjort op. Samtidig bliver en lang række virksomheder spurgt om deres forventninger til markedet, og her er der ingen tvivl: Inden for en overskuelig årrække vil mange huslige pligter blive udført af robotter. - Det kan allerede lade sig gøre. Jeg var sidste år med til at indrette et hjem på en udstilling, hvor de fleste pligter blev varetaget af robotter. Opvask, græsslåning, støvsugning, telefonpasning samt en række andre opgaver blev udført af robotter. Maskinerne er bare stadigvæk for dyre, siger Henrik Christensen. I dag sidder han på Stockholm Universitet, hvor forskningsområdet for servicerobotter er meget stort. Blandt andet har han været med til at udvikle den allerførste robotstøvsuger nogensinde. Den kom fra Electrolux og hedder Trilobite. Henrik Christensen har en del af patenten, og han har haft flere diskussioner med Electrolux om salgsprisen på knap 12.000 kroner. - Folk vil gerne have gjort tingene lettere. Men til den pris kan man jo ansætte en rengøringsdame. Det skal ned på et prisleje, hvor forbrugeren ikke ser det som en luksusvare men som en husholdningsmaskine, siger Henrik Christensen. Han fortæller samtidig, at der i robotforskerkredse er en stadig stigende fokus på de etiske overvejelser, der følger med, efterhånden som robotterne vinder frem. Fra et forsker-synspunkt er robotter maskiner i menneskenes verden. Derfor må der ikke være bare den mindste risiko for, at de skader mennesker. For eksempel forsøger man at holde mange husrobotter i materialer, der kun kan øve minimal skade på beboerne i det hus, den arbejder. - Der er stærk tradition for den slags overvejelser. Det er der ikke nødvendigvis i de kommercielle kredse, hvor robotterne skal forhandles. Men her er man meget opmærksom på det, fordi det vil kunne få enorme erstatningsmæssig konsekvenser, hvis støvsugeren suger katten op eller græsslåmaskinen kører sønnen over. Så vil alle myterne om menneskenes kamp mod maskinerne kunne køres i spil. Det opgør vil masser af jurister være klar til at tage. Det er alle sælgeres frygt, fortæller Henrik Christensen. Den danske robotforsker mener imidlertid også, at der er andre etiske overvejelser, som er værd at gøre sig. - Det kan blive en politisk undskyldning for at drosle ned på for eksempel hjemmehjælp, hvis rengøring og madlavning pludselig bare handler om at trykke på en knap. Så kan mange ældre menneskers eneste sociale kontakt gå fløjten. Og det mener jeg ærligt talt ikke at hr. Jakobsen kan være tjent med, siger Henrik Christensen.