Trafikulykker

Det er dejligt at hjælpe andre

Bedemand Holger Skammelsen kan have en god dag, selv om han har fået indblik i tragiske skæbner

HOBRO:Bedemand Holger Skammelsen har et job, hvor han ustandselig møder sørgende mennesker. Og af og til må han selv have lommetørklædet frem for at tørre en tåre væk. Men selv om dagen har givet ham indblik i tragiske skæbner, som når et ung menneske er død i en trafikulykke, kan Holger Skammelsen ved fyraftenstid have en følelse af, at han har haft en rigtig god dag. - Det kan jeg, fordi jeg føler, jeg har hjulpet de pårørende med at tage afsked med deres familiemedlem på den rigtige måde. Jeg har været med til at få de små ting til at falde på plads, siger Holger Skammelsen. Det var først i en moden alder, at han, der i dag fylder 60, besluttede sig for at blive bedemand. Skammelsen tog et års orlov fra jobbet som kirketjener i Hobro Kirke - et arbejde han i øvrigt holdt meget af - for at afprøve livet som selvstændig. Han tænkte: jeg kan gøre det bedre end de andre. Det er 12 år siden nu. Forretningen kører så godt, at Holger Skammelsen for halvandet år siden heltidsansatte sin datter Annie. Hustruen Karen er også en stor hjælp. Ingen telefonsvarer Det med at holde fyraften er det så som så med. Der er aldrig telefonsvarer på i Holger Skammelsens Begravelsesforretning, som han driver fra privatboligen på Fjordgade 4. Bedemanden rykker også ud aften, lørdag og søndag, hvis det er nødvendigt. - Når der er sket et dødsfald, er bedemanden den første, man ringer til. Og jeg tager afsted, så hurtigt jeg kan. Det jeg kommer med, er mig selv. Det er det eneste, jeg kan levere: servicen og den måde, jeg er på, siger Holger Skammelsen, der synes, det er dejligt at hjælpe andre. Han er oplært gammeldags i en købmandsbutik, der blev drevet efter devisen "alt for kunderne", og da han var kirketjener havde han den indstilling, at alle var lige velkomne i Hobro Kirke, uanset om de gik i kirke hver søndag eller kun kom til bryllup. Som bedemand bliver man betroet familiens vigtigste person, og alt skal foregå med værdighed, understreger han. - Jeg sætter mig ned og lytter og fornemmer, hvilke ønsker folk har til begravelsen. Det er vigtigt at være lydhør, og jeg fortæller aldrig, hvad andre har gjort. Jeg oplyser selvfølgelig også om de rent praktiske ting, for eksempel om hvilke frister, der skal overholdes. Godt at se den døde På et punkt kan Holger Skammelsen godt optræde en smule insisterende. Han har den holdning, at det er godt for de pårørende at se den døde og tage afsked. Hvis den døde har været ude for en trafikulykke og har fået skader, kan en sådan afsked godt arrangeres alligevel. - Jeg har altid holdt på, at de pårørende skal se den døde. Alene det, at de kan se den dødes hånd oven på dynen og tage afsked med den har stor betydning. Man kan jo ikke fortryde, når først den døde er begravet. Man bør ikke for enhver pris reservere begravelseshøjtideligheden for familie og venner, mener bedemanden. Hvis alle, der på den ene eller anden måde har kendt afdøde, er velkomne, får de hilst på familien og skal ikke siden overvinde sig til at gøre det. Hvis den afdøde er en kræftpatient, der har været passet i hjemmet til det sidste, hjælper Holger Skammelsen familien med at lægge vedkommende i kisten. Siden kører han kisten til kapellet, og præsten skal kontaktes. Hvis den døde har fravalgt kirken, arrangeres der en alternativ højtidelighed. - Man kan synge en sang fra højskolesangbogen, og en af de nærmeste kan holde en tale. Det kan foregår i kapellet på kirkegården, der er for alle, uanset trosretning, fortæller Holger Skammelsen. Lommetørklædet frem Holger Skammelsen pointerer, at han ikke kan leve sig ind i, hvad de pårørende føler, men det sker alligevel, at han må finde lommetørklædet frem. - Når en far står med sit lille barn på armen og vinker farvel til barnets mor i kisten, så er det, at man er færdig som bedemand. Hvis man ikke kunne blive berørt, skulle man nok overveje, om man havde det rigtige job, mener Holger Skammelsen. Han beskæftiger sig professionelt med døden, men når det gælder hans egen død, kan han komme til kort. En dag sad han og sang "Du må få min sofacykel når jeg dør" sammen med sit barnebarn. Det satte tanker i gang hos pigen, der spurgte: "Bedstefar, skal du dø?". Holger Skammelsen svarede nej. Han syntes, det var synd for barnet, fordi hun for nylig havde mistet en bedsteforælder. Men det han sagde, passede jo ikke, så han var nødt til at fortælle den lille pige, at godt nok skal han dø, men det er ikke lige nu. Bedemanden oplever, at børn har et meget nøgternt forhold til døden. En gammel mand lå i sin sofa og var død. Til barnebarnet sagde man: "Hvis vi lægger en avis over bedstefars hoved, ser det ud som om han læser avis". Barnet svarede: "Man kan da ikke læse avis, når man er død!" Ikke et tabu Holger Skammelsen billiger, at skikken med at lægge de døde i de ukendtes grav er ved at forsvinde. Han tager det som et udtryk for, at døden ikke længere er et tabu. Det mest almindelige i dag er kremering og nedsættelse af urnen i en plæne på kirkegården, hvor der sættes en mindeplade. Han har hørt en kvinde sige, at hun ikke kunne bære sin far over graven, fordi hun ville bryde sammen i gråd. Holger Skammelsen indvendte "Gør det noget, folk kan se, du holdt af din far?" Tilsvarende føler han, at han er den nærmeste til at tage sig af det praktiske, hvis en af hans egne kære skulle dø. Han tror på, at der er et liv efter døden, men han kan ikke forestille sig, hvordan det er. - Det er så storslået, at det ikke kan beskrives. De mennesker, der har haft oplevelser med at være tæt på at dø, har beskrevet, hvordan de har set lys. Jeg tror ikke, det er uhyggeligt. Man ser jo også, at folk dør med et smil, fortæller Holger Skammelsen. I sin sparsomme fritid holder han meget af at gå en tur på stranden og se på himmelen og stjernerne. Så føler han, at der er noget, der er større end os, og at vi kun er en lille brik i verdensrummet.