Det er dejligt at lege med de små

Nyt sundhedsprojekt i Frederikshavn Kommune.

Mette Kristensen
Legepatruljerne havde en sjov og lærerig eftermiddag, da Lars Hazelton kom forbi Bangsbostrand Skole.Foto: Carl Th. Poulsen
Skolevæsen 9. september 2008 08:04

Når de yngste skoleelever i Frederikshavn Kommune leger i frikvartererne, er det ikke altid på egen hånd. Som et led i projektet "Sund indskoling i Frederikshavn Kommune" er elever fra 6. klasse og opefter på elleve af kommunens skoler nemlig blevet legepatruljer. Det betyder, at de skal få de yngste elever til at komme ud og få rørt sig i løbet af skoledagen ved hjælp af nye og gamle lege. Men legepatruljerne har også en anden funktion. - Det giver også noget socialt, når der ældre elever kommer ned i indskolingen, og alle kan være med, uanset den enkeltes formåen, siger Karen Enevold Poulsen, projektkoordinator for "Sund indskoling i Frederikshavn Kommune". Sjovt at lege Og for legepatruljerne selv er det heller ikke en sur pligt at lege tagfat med de små i skolegården. Mille Østerlund går i 7. klasse på Ålbæk Skole. Hun har været legepatrulje i en måned, og en dag om ugen har hun legevagt. - Det er rigtig sjovt at lege, især med de små, for de vil så gerne være med, siger hun, De første legepatruljer blev uddannet i januar, og nu er det tid til ny inspiration. Således var omkring 80 børn fra legepatruljerne samlet på Bangsbostrand Skole, da Lars Hazelton fra Gerlev Legepark mandag kom med en hel kuffert fuld af lege, som blev afprøvet i skolegården. Formålet med dagen var først og fremmest at få nye ideer med hjem til skolegården, og ifølge Mille Østerlund lykkedes det ganske godt. - Det har været nogle rigtig gode lege, og jeg har lært meget nyt, som jeg kan bruge, når jeg kommer hjem på skolen, siger hun. De første legepatruljer blev uddannet på et særligt kursus, og i fremtiden er det meningen, at skolerne selv skal lære de nye op.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...