Trafikulykker

Det er dinegen skyld!

En mand kørte galt på motorvejen ved Vrå. Han mistede herredømmet over bilen og endte i en motorvejsbro. Han kørte 170 kilometer i timen, da ulykken skete. Da ambulancen ankom til Hjørring sygehus med den stærkt læderede mand, havde politiet underrettet sygehuset om, at manden havde kørt meget for stærkt. Han endte derfor bagerst i køen og blev først lagt på operationsbordet 3 timer senere. Her fik man standset de indre blødninger, men manden blev lam for livstid. Nu lever familien på en social institution for hele grundlaget for deres liv forsvandt med ulykken. Da ulykken imidlertid var mandens egen skyld, trak omverdenen på skuldrene. Han kunne jo bare køre ordentlig og følge reglerne. På Boulevarden i Aalborg sidder der 3 børn og tigger. De ser lidt forhutlede ud i deres slidte tøj. Tynde er de. Det er formiddag, så de burde være i skole – men det er åbenbart mere vigtigt at samle småmønter ind. Faderen forlod familien for nogle år siden. Moderen er arbejdsløs. Hun er blevet tilbudt nye jobs, men arbejdsbetingelserne var helt umulige. I det første job jagtede chefen hende og da hun ikke ville give efter, blev hun smidt ud. Det næste job var lige så slemt. Moderen har dårlig ryg, så hun kan ikke løfte tunge ting. Derfor var arbejdet på slagteriet ikke lige sagen. Hun gik direkte fra sengen til arbejdet og hjem i sengen igen. Nu har hun været hele vejen igennem systemet og tiggeriet er eneste indtægtskilde. Men det er jo hendes egen skyld. Hun kunne jo bare have givet efter, når de venlige tilbud om ekstraydelser kom – eller hun kunne se stort på, at hun ved tungt arbejde ville blive invalid om 5 år. Hvis hun havde gjort det, ville hendes børn jo have været i skole og haft en fremtid. Ja, kære læsere. Det var så to historier om menneskeskæbner. Er De lidt forarget? Det skal De ikke være. Jeg kan nemlig trøste med, at de begge er digt. De er begge opfundet i min fantasi. Forhåbentlig kommer man ikke bagerst i sygehuskøen fordi ”det er ens egen skyld”. Forhåbentlig bliver børn ikke tiggere i Danmark, fordi det er ”familiens egen skyld”. Det er imidlertid IKKE digt, at der sidder familier i danske asylcentre på ubestemt tid. Det er ikke digt, at der bor 3 voksne børn i et værelse på 10 kvadratmeter. Det er ikke digt at disse børn ikke får ordentlig skolegang eller fritidsaktiviteter. Det er ikke digt, at små børn lever sammen med deres sindssyge moder. En moder, de bare kan se bliver mere og mere indelukket og efterladt i en anden verden. Det er ikke digt, at man kan se disse børn blive mere og mere tragiske for hver gang, man kommer på besøg. Jo, jeg har besøgt Sandholmlejren. Jeg kan se, hvordan frivillige mennesker forsøger at give disse børn og deres forældre bare lidt indhold i livet, så de kan komme videre. Men jeg har altså også talt med dem om frygten. Frygten for at blive hentet af Politiet i morgen tidlig, ført ud til et fly og ledsaget hjem til et land, de ikke tør vende hjem til. Jeg har set hvordan lediggangen bag hegnet sætter sine spor i disse unge menneskers sjæl. Det er ikke digt, at vi er ved at ødelægge disse menneskers liv. Men den danske Statsminister har slået fast, at det jo er disse menneskers egen skyld. At børnenes lidelser skyldes forældrene – og at det er deres ansvar, at deres børn får det godt. Vi giver disse mennesker meget ringe fysiske forhold. Vi giver dem ingen baggrund for at komme videre i livet. Vi giver dem ingen fremtid – men det er jo deres valg. Vi gør det ringe for dem – men de kunne jo bare tage hjem. Det gør ikke indtryk på Statsministeren at hans egne partifæller slår fast, at en stor del af disse mennesker slet ikke kan rejse hjem. Det land de forlod nægter at modtage dem igen. Det gør heller ikke indtryk på Statsministeren, at mennesker virkelig (og ganske givet med rette) kan have frygt for at vende tilbage til Irak eller Kosovo. Jeg har arbejdet i Kosovo og set det had, der stadig præger det samfund. Irak kan vi jo læse om hver dag. Men at disse mennesker virkelig er bange bekymrer os ikke. Det bekymrer os heller ikke at en sindssyg moder ikke kan få behandling i det land, hun sendes tilbage til. Det er netop blevet slået fast af de danske myndigheder, at manglende muligheder for behandling ikke er en grund til at få opholdstilladelse i Danmark. Det bekymrer os heller ikke, at disse menneskers muligheder for at leve livet videre senere er ødelagt, når de har levet i de små værelser i Sandholmlejren, har en mangelfuld skolegang og forældrene er mentalt smadrede af lediggang. Det bekymrer os slet ikke at undersøgelser viser, at den hårde fysiske linie vi fører i Danmark ingen effekt har på antallet af folk, der rejser hjem. Vi smadrer altså folk til ingen verdens nytte. Naturligvis skal afviste asylansøgere hjem – men måden vi gør det på i dag er tosset. Men det bekymrer os ikke – for det er jo deres egen skyld. Mine to digtede historier i starten provokerede sikkert nogle læsere. Men, inden vreden koger over, så vil jeg bede om, at man bare i et halvt minut tænker over det principielle. Tænk, hvis Danmark skal ledes ud fra devisen: Hvis det er menneskers egen skyld, så kan vi behandle dem så dårligt vi vil. Så behøver vi hverken skaffe rimelige rammer eller bringe dem videre, hvis ulykken rammer. Jeg har altid troet, at der i Danmark var en undergrænse for det niveau, vi ville tilbyde mennesker. At vi trods alt ville sikre menneskelig værdighed og forhindre menneskelig lidelse. At vi også havde den holdning, hvis mennesker opfører sig dumt, begår en forbrydelse eller vil leve et liv som er meget anderledes end det, vi synes er rigtigt. I Bjergprædiken siger Jesus, at det jo er overfor de, vi er uenige med – de, der gør andet end det, vi gør – vi skal vise næstekærligheden. Det er jo meget let at gøre det overfor familien, vennerne eller de, der gør som jeg. Men kristendom er altså også at have respekt for de, der er besværlige eller forskellige. Og Danmark er et kristent land. Men den danske Statsminister mener, at mennesker selv afgør om de vil leve under kummerlige forhold. Hvis de ikke vil det – kan de jo bare opføre dem som vi vil have de skal. Endnu en gang: Prøv at overføre det princip til mange andre dele af det danske samfund. Hvis man tænker tanken til ende får man en overraskelse. I hvert fald får man et Danmark uden de menneskelige værdier, vi tidligere pralede af, er danske. ]Peter Duetoft er 53 år og bosiddende i Sindal. Historiker. Folketingsmedlem 1988-2001, valgt i Nordjylland. Tidligere medlem af Europaparlamentet. Landsformand CD i 1978-87 og igen fra 2004. Arbejder nu som konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet.