Aggersund

- Det er en gave at fylde 100 år

Livsglæde og fortællelyst præger Alvilda Hansen, som i går blev fejret i Løgstør

LØGSTØR:Fingerspidserne er blevet følelsesløse, og bentøjet svigter en gang imellem. Men snakketøjet, humøret og livsglæden fejler intet hos Alvilda Hansen, som i går fyldte 100 år. Børnebørnene havde sørget for, at dagen blev fejret på behørig vis på Røde Kors Hjemmet i Løgstør, hvor Alvilda Hansen bor. Der var dronningebrev, borgmester-blomster, flag, familie og venner og et yderst veldækket kaffebord. Og så var der Alvilda Hansen. Med glimt i øjnene og store smil, hver gang en gæst dukkede op med lykønskninger og en masse fælles minder, der fik fødselaren til at se tilbage på et langt liv: - Jeg har haft et godt liv, forsikrer Alvilda Hansen. Hun tøver måske lidt med tanke på, at hun har overlevet både ægtemanden og parrets to sønner. - Det må man tage med, lyder det fåmælt fra den livskloge dame. Så er der straks flere ord på, når hun fortæller om 40 år på centralen i Aggersund, om dengang kunderne i ægtemandens frisørsalon gav 25 øre for en klipning - eller om det faktum, at hun blot har været indlagt på sygehuset en enkelt gang. Det var for nyligt, hvor hun faldt i sin ældrebolig i Løgstør, og hvor sygehuset mente, at det måtte være på tide med en plads på plejehjem. Så det er altså kun tre uger siden, at Røde Kors Hjemmet fik en ny beboer i form af Alvilda Hansen, som er taknemmelig for hver en dag og for de mennesker, der omgiver hende. - Det er en gave at fylde 100 år. Jeg har haft det dejligt altid, forsikrer hun. For dem, der måtte ønske at høre, at man bliver 100 år ved at starte hver dag med en lille en til halsen, må Alvilda Hansen skuffe: - Jeg har aldrig røget eller drukket i mit liv, lyder det kort og præcist. Opskriften må i stedet være at kunne glæde sig over livet og eksempelvis, når børnebørnene overrasker med en fest på fødselsdagen. - Jeg anede ikke spor, forsikrer fødselaren med en glædeståre i øjenkrogen.