Brønderslev

Det er en ommer

Lejere vil ikke godkende regnskab for 96 boliger

Gerhard Grau mener, at udgiften til vand er urimelig stor. Arkivfoto: Martin Damgård

Gerhard Grau mener, at udgiften til vand er urimelig stor. Arkivfoto: Martin Damgård

BRØNDERSLEV:Regnskabet for Boligforeningens afdeling 4 i landsdelskvarteret (Fynsgade med flere) blev forkastet på generalforsamlingen. Stemmerne stod 30-30, og dermed blev regnskabet for de 96 boliger som det eneste ikke vedtaget.

Det var Gerhard Grau, der opfordrede til at stemme imod, da han og beboere er utilfredse med forholdene omkring afregning for vandforbruget.

Der er ikke vandmålere i området, og beboerne mener, at de betaler ca. 160.000 kr. for meget i vandforbrug.

Det var advokat Anne Henriksen, der som dirigent satte regnskabet til afstemning, og hun kunne konstatere at der ikke var flertal for at godkende det.

Derimod blev regnskabet i øvrigt for alle afdelinger godkendt.

Forretningsfører Anna Marie Nielsen slog fast, at der ikke kan ændres ved det regnskab, der er udarbejdet for 2014.

- Tallene er nu som de er, og det kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft, påpegede Anna Marie Nielsen

Gerhard Grau mener, at det er en urimelig fordeling, der sker i dag.

Ifølge Anne Henriksen vil regnskabet blive fremsendt til Brønderslev Kommune om, at regnskabet for afdelingen ikke er godkendt.

Anna Marie Nielsen fortæller, at administrationen er parat til at tage et møde med afdelingen for at få løst problemet.

- Vi har haft to møder, hvor der ikke kom noget frem om utilfredsheden, bemærker hun.

Formand for Boligforeningen, Hanne Wulff, mener, at løsningen er, at der monteres vandure i de 96 boliger.

- Det vil koste mellem 350.000 kr. og 400.000 kr., fortæller Hanne Wulff. Det er langt mere end udgiften til vand-forbruget, men hvis det er et ønske, må vi jo gøre det.

Hun tilføjer, at der aldrig har været vandmålere i boligerne i landsdelskvarteret.

Anna Marie Nielsen påpeger, at der er et overskud i afdelingen på 94.000 kr.

Gerhard Grau ankede over, at der stadig er forhold, der ikke er udbedret, efter en renovering i Fynsgade-kvarteret.

- Arbejdet blev forsinket, da entreprenøren gik konkurs midt i renoveringen, fortæller Hanne Wulff.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.