Biler

Det er en tysker!

Seat Exeo kan nu købes som parallelimporteret. Klassiske Audi-dyder og helt ny dieselmotor, men alderen trykker alligevel-

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Konstruktionen har rødder tilbage til 2001 med et facelift undervejs.

"Spansk uden på, tysk inden i.". Sådan har Seat markedsført sig i flere år. Med firmaklassemodellen, Exeo, burde det snarere hedde; "Tysk uden på, tysk inden i". Exeo er nemlig, bortset fra få ændringer på front og bagende samt små designmæssige detaljer, identisk med den forrige Audi A4, som blev produceret fra 2001 til 2007 med et facelift midtvejs. Det står fast, da vi tager en tur i modellen, som ikke officielt importeres til Danmark. Det er Randers-firmaet, Mercari Biler, som i første omgang har taget to modeller hjem af Exeo. En sedan og en stationcar. Begge udstyret med koncernens 2,0 liters commonrail diesel på 120 hk, har hhv. udstyrsniveauet Reference og det højere Style, og sælges med prisskilte der hedder godt 304.000 og 324.000 kr. Soliditet Vi tester sedanen, som allerede signalerer Audi ved første greb i døren og det solide, betryggende pengeskabs-klonk, da den smækkes i. Bag rattet er alting også velkendt, knapperne klikker lige så præcist, som vi husker dem, indretningen er stringent, sæderne solide og finishen ganske høj. Men det er alligevel ikke helt oppe at ringe. Audi, resten af VW gruppen, og andre bilmærker i det hele taget har løftet overliggeren siden. Og man har lidt fornemmelsen af at sidde i en fem år gammel bil, hvilket det jo ret beset også er. En stor forskel er dog motoriseringen. Her bød de gamle A4'ere på de larmende pumpedysedieseler, mens vi har at gøre med den samme commonrail grundmotor, der ligger i den nye A4'er. Den er letløbende, kraftfuld med et moment på 290 Newtonmeter og et forbrug på 19,2 km/l pakket godt ind. Så det er en ganske støjsvag fornøjelse at rulle rundt i Randers og omegn. I forvejen er modellen ganske velkørende; den er komfortabel, men alligevel fast i undervogn. Vi får dog aldrig den skarphed i vejgreb og styretøj, den nye A4-generation byder på, eller den spændstighed, som Seat selv gerne vil markedsføre sig på. Her virker Exeo som rettet mod et noget mere modent publikum, end det Seat normalt lægger op til med de andre modeller. Men der er masser af langtursbils-fornemmelse i Exeo. Foran er der fin plads, mens bagsæderne aldrig har været noget at prale af i den gamle A4 eller Exeo. Til gengæld er Exeo Reference ganske godt udstyret med bl.a. multifunktionstrat, fartpilot, stort radioanlæg, nedblændeligt bakspejl, 16 tommer alufælge og to-zonet klimaanlæg. Den har også seks gear, hvilket A4'eren ikke bød på. Sikkerhedsmæssigt byder Exeo dog på kun 4 Euro NCAP-stjerner, hvilket ligger under dagens standard i selv mindre biler. Modellerne, som Mercari Biler har taget hjem fra Frankrig, er let brugte og har typisk kørt mellem et og snes tusinde kilometer. Her gælder fabriksgarantien fra første indregistreringsdato. Vores testbil var indregistreret i september 2009 og har således mindre end et år tilbage. Forhandleren smider dog en to års reklamationsret fra købsdatoen oven i hatten. SMC, som er den officielle danske Seat-importør, har stadig ikke besluttet sig om, modellen, der kom i fjor, skal importeres. Men her fra lægger man ikke skjul på, at det er et spørgsmål om pris. Hård konkurrence Den skal sættes i forhold til, hvem der kunne være interesseret i en model som denne, der ligger på niveau med for eksempel en tre år gammel A4 diesel med 100.000 kilometer på tælleren, eller den kommende VW Jetta. Her giver Jetta en klart mere rummelig bil for pengene. Samtidig er Exeo også oppe mod en firmabilsklasse, hvor konkurrencen er benhård. Den noble Seat vil dog også kunne leveres til en attraktiv leasingpris, lover Mercari Biler. Umiddelbart ser stationcaren ud til at give mest value for money, og den kunne måske tænkes at friste potentielle Skoda Octavia-købere, der vil have lidt mere af det hele. Det kan selvfølgelig diskuteres, om prisniveauet er lavt nok, og hvordan værditabet vil udvikle sig. På bundlinjen står i alle tilfælde et gennemprøvet produkt, der bestemt ikke fejler noget. Spørgsmålet er så bare, hvem Exeo appellerer til.