Det er for børn på bibliotekerne

AABYBRO:Biblioteket præsenterer i efteråret aktiviteter for børn, oplyser Berit Bjørn. For de nul til tre årige er der musikalsk legstue på alle bibliotekerne med musikpædagog Lene Frederiksen, som vil spille, synge og lege med børnene. Calles Dyrerige besøger også alle bibliotekerne og fortæller om de forskellige kæledyr, samt hvordan man passer dem. Desuden får børnene, som skal være i alderen tre til seks år, lov til at røre ved dyrene. Teatergruppen Mister Jones besøger 18. september Aabybro Bibliotek for at opføre teaterstykke "De tre Bukke Bruse". Den gamle historie om trolden, den faldefærdige bro, og hvordan den kloge narrer den mindre kloge har børn i fra fire til ni år som målgruppe. For de lidt større børn er der hele oktober mulighed for at deltage i bibliotekets Harry Potter Quiz, og præmien er "Harry Potter og Føniksordnen". På Biersted Bibliotek opfører Guldlok Dukketeater 6. oktober stykket om "Troldungen der kunne høre græsset gro" for børn mellem tre til seks år, og på Vedsted Bibliotek vil Guldlok Dukketeater 8. oktober opføre stykket "Mester Jakel og Tryllefløjten", for tre til seks årige. Tilmelding er nødvendig undtagen til musik-legestuerne.