- Det er frygteligt og ikke værdigt for et menneske

Politikere i socialudvalget erkender, at der er skåret for dybt på ældreområdet.

Peter Nielsen (K) er rystet over historien fra Skagen. Men han glæder sig samtidig over, at der i byrådet er flertal for at tilføre ældreområdet flere penge.

Peter Nielsen (K) er rystet over historien fra Skagen. Men han glæder sig samtidig over, at der i byrådet er flertal for at tilføre ældreområdet flere penge.

FREDERIKSHAVN:- Det er frygteligt, og jeg er rystet. Den her historie er ikke et menneske værdig. Det er en af den slags sager, man helst vil undvære.

- Men det udstiller vores problem meget godt. Socialområdet bløder. Det har jeg sagt mange gange.

Sådan siger formanden for socialudvalget Peter Nielsen (K), der understreger, at han flere gange har råbt på ekstra penge til ældreområdet.

Det bløder i Skagen

- Jeg har spurgt de øvrige medlemmer i socialudvalget, om vi ikke kunne tilføre ældreområdet i Skagen flere penge. Det er jo i sær i Skagen, der bløder. Men der har ikke været politisk vilje til det, siger Peter Nielsen.

Udvalgsformanden mener, at de ansatte gør ”et ualmindeligt godt stykke arbejde”.

De løber stærkt

- Men jeg erkender da, at de løber stærkt, og den her historie fortæller jo bare, at der er blevet skåret for hårdt på området. Men det bliver der heldigvis rettet op på nu. I forbindelse med budgettet er næsten alle partier enige om, at der skal tilføres 20 til 30 millioner kroner mere til området, siger Peter Nielsen.

Jørgen Tousgaard (S) erkender, at socialudvalget længe har kendt til problemerne i Skagen, og at Peter Nielsen har været en af de politikere, der har kæmpet for bedre forhold.

- Socialudvalget har været til møde i Skagen, hvor vi hørte om problemerne, og hvor Drachmannsvænget også blev nævnt. Alle politikere har kendt til konsekvensen af de barske nedskæringer på ældreområdet, og det er udelukkende politikerne, der bærer ansvaret, siger Jørgen Tousgaard, der personligt har fået rigtig mange henvendelser fra borgere på ældreområdet forskellige steder i kommunen, som oplever en dårlig ældrepleje.

Ikke omsorgssvigt

Borgmester Lars Møller (V) har umiddelbart ikke lyst til at gå ind i enkeltsager.

- Men jeg ved, at de medarbejdere, der er på Drachmannsvænget, har gjort rigtigt meget for at opfylde den pågældende borgers behov. Jeg har spurgt ind til sagen, og der er ikke tale om omsorgssvigt, siger Lars Møller, der har en plan for ældreområdet.

Det samme for færre midler

- Vi vil gøre det samme for færre midler. Vi vil effektivisere, så vi får råd til det, som vi alle sammen gerne vil, siger Lars Møller.

- Men vil I spare på ældreområdet?

- Vi har tilført socialområdet penge i vores budgetoplæg. Men vi har samtidig sagt, at på hele det kommunale område, er vi nødt til at effektivisere med én procent. Og vi er nødt til at kigge på serviceniveauet, for der er ikke flere midler, siger Lars Møller.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.