Det er ganske vist, at der er fortællefestival igen i år

Teater 8. september 2004 06:00

SKØRPING: Efter en imponerende premiere i kulturkommuneåret er fortællefestivalen i Skørping Kommune fortsat som en tradition på et lidt mere afdæmpet niveau. Årets festival består af fem arrangementer fordelt på en god uges tid med start fredag 24. september. Søren Kjærgaard Nielsen, Skørping, lægger ud om fredagen med et udendørs aftenarrangement ved Kildesøen i Bælum. "Troldefortællinger" byder han på. Onsdag 29. september kommer Vigga Bro og Erik Moseholm til KulturStationen i Skørping med deres "Blå fortællinger", som bygger bro mellem fortælling, teater og jazz. OL-svømmeren Majken Thorup stiller op i sin gamle svømmehal i Terndrup torsdag 30. september for at fortælle om vandvejen "Fra Terndrup til Athen". Søndag 3. oktober i sognegården i Skørping vil Inger Marie Madsen genoplive Herman Bangs sorte humor i "Sælsomme fortællinger". Endelig kan man opleve tre standup-komikere på scenen i KulturStationen mandag 4. oktober: Thomas Hartmann, Brian Mørk og Jacob Wilson. Foreningen "Fortællefestival i Skørping" står bag arrangementerne under den fælles titel "Det er ganske vist", og Skørping Kommunes børn, skole og kulturudvalg har i år givet en underskudsgaranti på 3500 kr. Udvalgsformand Leon Sebbelin (R) erklærede sig dog inhabil, for han og hustruen Ingeborg udgør halvdelen af festivalens bærende kræfter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...