Det er godt nok ikke godt nok

Foto Claus Søndberg

Foto Claus Søndberg

- Du er ikke ret god til at nøjes, hvad? Min veninde stirrer en anelse anspændt på mig. Vi har travet London rundt i fem timer (mindst) for at finde en kjole, jeg vil bruge penge på. Nu er hun træt. Hun har ikke fået sin vanlige grønsagsjuice med agurk, græs og avocado, men i stedet blevet præsenteret for outfits i alskens farver og faconer. Hun lider. Mens hun fortsætter med at kigge olmt på mig, forbereder jeg mig mentalt på at modstå et angreb af de længere og mere dybdegående. I stedet griner hun pludselig helt og aldeles uhæmmet. - Og kors, hvor jeg elsker dig for det! Nu er det mig, der stirrer. Jo, forklarer hun, for nok er det godt gammeldags træls med mine krav til kjoler og den deraf følgende meget lange shoppetid. Men det er jo samme egenskab, der gør mig til en god veninde. Jeg er ikke helt med, men nyder dog at være sluppet for et attack. Hun snakker videre, og langsomt går det op for mig, at hun har ret. Meget endda. Jeg er ikke ret god til at nøjes. Jeg bryder mig ikke om at bruge penge på noget, der bare er godt nok. Jeg kan slet ikke holde ud at bruge tid på noget, der kun er godt nok. Det er livet for kort til. Ganske enkelt. Hvorfor skal jeg nøjes med en eller anden tilfældig kjole, når man kan få en, der gør mig glad? Det tager tid at finde den, ja, men den tid nøjes jeg ikke med at bruge alene i et storcenter en hektisk lørdag formiddag. Nej, jeg bruger den sammen med min veninde i en af verdens skønneste byer. Jeg vil heller ikke nøjes med en mand, jeg bare kan lide. Det er mangel på respekt for det, der er allermest dyrebart her i verden - andre menneskers hjerter. Og at have et job, der bare giver penge, kan være godt nok i en periode, hvis familiens behov betinger det, men det er da alt for mange livstimer at øse væk. Eller mad, der bare mætter. Hvorfor dog? Eller et venskab, der bare er overfladisk. What"s the point? Godt nok er bare ikke godt nok til mig. Og derfor er jeg ærligt talt mig. Og derfor vil hun mig. Min veninde snakker stadigvæk, da jeg vågner fra mine tanker. Jeg krammer hende og spørger, om vi ikke skal gå hen og sætte os på fortovscaféen derhenne og få en kop kaffe og en kage og bare være til? Se, det er nemlig noget, jeg godt kan nøjes med. Og veninden? Hun siger ja. Selvfølgelig. For hun nøjes ikke med at være min veninde. Hun er også min lillesøster og den slags gør, hvad storesøstre siger. Ellers må hun nøjes med kaffe uden kage.