Det er ikke ammestuesnak

Ifølge Kristeligt Dagblad og siden i NORDJYSKE Stiftstidende har musiker og forfatter Lars Muhl givet udtryk for den påstand, at ”verden vil bedrages”.

På den ene side synes han at have fået nok af ”Da Vinci Mysteriet”, idet han konstaterer, at ”verden altid har villet bedrages og er blevet det”. Den samme påstand overfører han uden videre på Kristendommen, idet han tillader sig at henvise til det første kirkekoncil i år 325. Her – påstår Lars Muhl – ”lancerede man en række teser, som man med lige så stor ret kunne stemple som ammestuehistorier”. Den formulering må stå for Lars Muhls egen regning. Enten der er tale om den verdensomspændende gamle kristne kirke, eller vi taler om en moderne fodboldklub, må der nødvendigvis være nogle praktiske rammer om arrangementerne. Uden ydre rammer ville alt være kaos. Kirkemødet i Nikæa i 325 var et møde, hvor den kristne kirke egentlig blev stiftet. Vel blev den kristne kirke naturligvis stiftet på førstepinsedagen, da Helligånden viste sig og virkede på en meget stor forsamling. Og vel blev der afholdt et betydningsfuldt kirkemøde i Jesusalem år 48 el. 49, hvor fløjene omkring hhv. Peter og Paulus nåede til enighed, og man fik fastlagt rammerne for kristendommens udbredelse. Men som årene var gået blev det mærkbart nødvendigt, at kirken havde behov for nogle mere præcise rammer for, hvad den stod for og på hvilket læregrundlag, kirken skulle arbejde ud fra. Det blev bl.a. præciseret, hvilke skrifter den kristne bibel, især Ny Testamente, skulle bestå af. De nytestamentlige skrifter, der blev kanoniseret, var ”ægte bøger om Jesus” og skrifter, der kunne føres tilbage til apostlene. De skrifter er stort set det Ny Testamente, vi kender i dag. På kirkemødet blev kirkens bekendelsesskrifter formuleret og fastlagt. Et særdeles betydningsfuldt resultat må siges at være formuleringen af den nikænske trosbekendelse, som er det eneste af de oldkirkelige symboler, der stadig anerkendes af hele den kristne kirke. Læser man beretningerne om det historiske kirkemøde i Nikæa, er det vanskeligt at få øje på noget, der kan kaldes ammestuehistorier. Derimod kan der peges på det negative ved mødets udfald, at selv om der var tale om et kirkemøde, var mødet ikke alene sammenkaldt af kejser Constantin, altså af statsmagten; det var også ham, der ledede de vigtigste forhandlinger, og han skulle godkende de resultater, man nåede frem til. Kirkens højeste myndighed blev således underlagt og afhængig af statens. At ville stemple de enestående og nødvendige resultater fra kirkemødet i Nikæa som ammestuehistorier kan man roligt kalde et bedrag. Lige siden 325 har disse resultater været grundlag for hele den kristne kirkes virke og organisation. Nok er der gennem tiderne sket sprængninger og splittelser inden for kirken, fordi man var uenige om visse bekendelseskrifter og formuleringer. År 1053 kom det til det ”store skisma”, idet patriarken for den byzantinske kirke og paven over kirken i Rom gensidigt lyste hinanden i band. Nok et skisma fandt sted i 1521 (Danmark 1536); Martin Luther brød gennem sin reformation med den romersk-katolske kirke, og den lutherske kirke var en realitet. Rigtig mange afvigende kirkesamfund er opstået, fordi man fandt sider af visse bekendelsesskrifter vigtigere eller mindre vigtige end andre, og måske føjede man andre til. Når der kun findes én Jesu Kristi kirke på jorden, må vi trøste os med salmelinien ”Til samme himmel går vor gang, adskilles end vort spor”. Derfor må vi håbefuldt betragte uenigheden mellem kristne kirkedannelser som udtryk for, at der er liv og udvikling i kirken. Bibelen og den nævnte nikænske trosbekendelse er stadig fælles for alle kristne kirker.