Det er ikke en forbedring

Pædagogerne og BUPL Nordjylland har været på gaderne i Aalborg og Hjørring for at dele peanuts ud. Pædagogerne vil ikke spises af med peanuts i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. I Hjørring delte vi påskeliljer ud med budskabet: Lad pædagogernes løn blomstre.

Overenskomster 1. april 2008 23:06

Rigtig mange har taget godt imod os og vore budskaber. Mange har tilkendegivet, at de var enige i og har forståelse for, at pædagogerne skal have et større lønløft - bedre lønudvikling. Nogle har stillet os nogle undrende spørgsmål. Jeg vil derfor forsøge at synliggøre spørgsmål og svar. Spørgsmål: Får pædagogerne ikke en lønudvikling i det fremsatte overenskomstforslag? Svar: Jo, pædagogerne får en lønudvikling - men ikke en forbedring i forhold til nogle af de problemstillinger/krav, som BUPL havde fremsat til overenskomstforhandlingerne. Spørgsmål: Jamen - er det så ikke godt nok? Svar: Nej, for hvis vi sammenligner vores løn med andre faggrupper med uddannelse af samme længde, så har vi et løngab i forhold til disse grupper. Der skal være sammenhæng mellem uddannelsens længde og løn. Spørgsmål: Jamen - er det så ikke godt nok? Svar: Nej, for hvis vi sammenligner vores lønniveau med det private arbejdsmarked, så har vi også her et stort løngab. Der skal være lønmæssigt sammenhæng mellem det private og offentlige arbejdsmarked. Spørgsmål: Jamen - er det så ikke godt nok? Svar: Nej, for hvis vi sammenligner pædagogernes løn med lønniveauet for ikke uddannede, så får pædagogerne ca. syv pct. mere i løn hvorimod andre faggrupper får op til 25 pct. mere i løn. Der skal altid kunne svare sig at tage en uddannelse - også en pædagoguddannelse. Spørgsmål: Jamen - er det ikke uansvarligt, at pædagogerne kræver mere i løn set i forhold til samfundets interesser? Svar: Nej, det er absolut ikke uansvarligt. Men det er uansvarligt ikke at byde på vilkår og løn, så vi også fremover kan tiltrække kvalificerede unge til at tage pædagoguddannelsen. Konklusion: Spis ikke pædagogerne af med peanuts, men lad pædagogernes løn blomstre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...