Sæby

Det er ikke politiets bord

FREDERIKSHAVN:- Hvis man stjæler en agurk i Føtex, så står der straks to betjente. Men hvis ens ejendom bliver misligeholdt, så vil politiet ikke røre ved det. Kurt Corfits er harm over, at hverken politiet i Frederikshavn eller Sæby ville hjælpe ham, da han af lejerne blev nægtet adgang til hans søns ejendom på Understedvej. Corfits havde en klar formodning om, at lejerne misligeholdt lejekontrakten groft ved blandt andet at have 10-15 hunde inde i huset under særdeles uhygiejniske forhold, og han ville gerne se de mulige skader. Han kom dog ikke langt med sin henvendelse til politiet, og det er faktisk helt efter reglerne. - Forhold mellem lejer og udlejer er ikke politiets bord. Der er kun en vej at gå, og det er gennem Fogedretten, forklarer politiinspektør Stig Lundbo. Han pointerer, at en udlejer som udgangspunkt ikke har en juridisk ret til at opholde sig på den udlejede matrikel. - Derfor kan vi naturligvis heller ikke hjælpe ham med at komme ind. Først når Fogedretten har behandlet sagen og eventuelt dømt lejerne til udflytning, så kan vi hjælpe med at effektuere det, men ikke før, oplyser Lundbo. Eneste undtagelse er i helt specielle nødrets-situationer som eksempelvis når der er mistanke om, at der befinder sig en død person i en lejlighed eller lignende.