- Det er jo her, jeg er døbt

14-årige Sine Søe Poulsen skal i dag konfirmeres alene i kirken i Gundersted.

Alt er ved at være klart. Kjolen og smykkerne hænger afventende i 14-årige Sine Søe Poulsens værelse, og trosbekendelsen bliver øvet jævnligt i disse dage i hjemmet i Gundersted. - Det vil jo bare være ret pinligt, hvis jeg ikke siger den højt nok, så alle kan høre det, siger Sine Søe Poulsen. Søndag skal det hele stå sin prøve, for der skal hun konfirmeres i Gundersted Kirke. Alene. - Jeg har altid boet her i Gundersted. Det er jo her, jeg er døbt, så jeg ville helst konfirmeres i Gundersted Kirke. Jeg ved, at det betyder noget for landsbyen, at kirken bliver brugt til den slags, forklarer Sine Søe Poulsen, der derfor ikke skal konfirmeres med resten af sin klasse fra Hornum Skole. Selvom det er mere almindeligt, at en hel årgang bliver konfirmeret sammen i én kirke, så er det ikke første gang, at der skal være enekonfirmation i Gundersted Kirke. - Det er sket før, da det er en lille by. Men til gengæld er den fordel, at der er plads til hele familien. Sognets borgere er også gode til at bakke op om den slags, så der kommer mange, så der bliver fyldt op i kirken, forklarer Hanne Petersen, præst i Gundersted. Det er Hanne Petersen, der skal konfirmere Sine Søe Poulsen i Gundersted Kirke. - Jeg synes, det er sejt, at hun gør det. Det viser samtidig også, at det er noget, der betyder noget for hende. Hun har taget en selvstændig beslutning omkring, hvordan den store dag skal være, siger Hanne Petersen, der hurtigt efter konfirmationen i Gundersted klokken 9 skal til Hornum og konfirmere resten af Sine Søe Poulsens klasse. - Da der ikke er en skole i Gundersted, går byens børn i klasser andre steder. Derfor vælger mange at blive konfirmeret andre steder sammen med resten af deres skoleklasser, fortæller Hanne Petersen, der er glad for, at Gundersted kirke i år skal have en konfirmation. Planen er, at Sine Søe Poulsen hopper med præsten i bilen til Hornum efter sin konfirmation, så hun også kan se de andre blive konfirmeret og for, at der kan blive taget et samlet billede af alle konfirmanderne. - Selvfølgelig vil jeg også gerne se, hvad de andre har på af kjoler og den slags, siger Sine Søe Poulsen, der dog er glad for, at hun ikke skal bekymre sig over, om andre har den samme kjole på, som hende selv. - På den her måde kan jeg helt bestemme, hvordan det hele skal være, smiler hun, mens hun viser sin kjole frem. Den er hvid, ganske efter bogen. Men hen over maven har Sine Søe Poulsen fået syet et limegrønt bånd, og smykkerne passer naturligvis til. - Kjolen skal være noget særligt, også selvom jeg kommer til at stå alene i kirken, siger hun Hun er dog lidt nervøs for det der med at være den eneste, der får opmærksomhed. - Der er blevet lavet en slags manuskript til det hele, så jeg ved, hvordan det hele kommer til at gå. Men hvis jeg nu lige snubler eller et eller andet, så ser alle det jo, griner hun og fortæller, at det også på søndag bliver hendes debut i højhælede sko. Efter kirken bliver Sine Søe Poulsen hentet i en bil uden tag, hvorefter festen skal fortsætte på Kimbrerkroen. - Så snart det var muligt, tjekkede jeg vejret for på søndag. Der var en stor sol, da jeg kiggede på en af vejrudsigterne, så jeg er sikker på, at det hele bliver en rigtig skøn dag, slutter Sine Søe Poulsen med et stort smil.