Aalborg

- Det er lettere med penge

Vibeke Lose Knudsen kunne have fået et andet liv end i Hasseris, men hun valgte anderledes

HASSERIS: Den store murermestervilla ligger midt i en tidligere frugtplantage, og selv har Vibeke Lose Knudsen og Henrik Nielsen på flere måder høstet frugten af hårdt arbejde. De købte huset i 1997 og har siden gennemrenoveret huset. Efter 20 år på Sjælland gik turen til Aalborg, hvor Henrik Nielsen i dag arbejder som overlæge på Aalborg Sygehus Syd. Familien er glad for at bo på vejen, hvor man ser en del til hinanden. - Det er et fantastisk kvarter, helt umådeligt flot og dejligt helt afgjort, siger Vibeke Lose Knudsen, der specielt er glad for de mange træer i området og de forskellige huse. Familien har adresse på en af de veje, der ifølge Danmarks Statistik har den højeste procentdel af hustandsindkomster over 713.000 kr. i Aalborg. Og penge har familien da også. - Hvis man har penge, så er det lidt lettere, det er logik for burhøns. Den 50-årige vicestadsbibliotekar i Thisted har selv prøvet ikke at have penge, da hun studerede og som nyuddannet arbejdsløs bibliotekar, men på det tidspunkt i livet, er det noget andet, mener hun. - Det er noget helt andet, for der har man stadig drømmene tilbage. Men selvom familien i dag har en høj hustandsindkomst, så kan hun ikke genkende den forestilling, som mange har af det liv, der leves i Hasseris. - De tænker givet, at vi har røven fuld af penge, men det er jo fuldstændig ude af proportioner. Det har vi jo ikke. Det er almindelig middelklasse. Hun slår også fast, at det kræver lidt på lommen, hvis man skal bo her. - Jeg forventer, at der er alle mulige forskellige typer fra forskellige brancher, men har de ingen penge, så kan de ikke bo her. Vibeke Lose Knudsen mener selv, at pengene er med til at gøre, at hun er tilfreds. På spørgsmålet om hendes liv ville være anderledes, hvis hun ikke havde penge, siger hun - Det kan jeg ikke vide, egentlig tror jeg det ikke, men jeg kan sagtens se, at hvis pengekassen er tom, inden man får begyndt, så må man leve et andet liv, men det kan godt være et liv med de samme holdninger. Selv er Vibeke Lose Knudsen ikke født med en sølvske i munden, men hun gik efter at få en uddannelse. Hendes mor sagde, at hun skulle sørge for at få en uddannelse, mens faderen sagde, at hvis de andre kunne, så kunne datteren også. - Jeg kunne godt have fået et andet liv, hvis jeg havde valgt det, siger Vibeke Lose Knudsen, der mener, at penge er til for at bruge og få det bedste ud af. Små lommepenge De tre børn har ikke fået mange lommepenge, og det er helt bevidst. - Når børnene ikke har fået store lommepenge er det også fordi folk, der har fået alt foræret er utålelige at være sammen med, og sådan nogle mennesker, skal der ikke komme ud af vores børn, det ville være at gøre dem en bjørnetjeneste. Når hun selv skal give karakterer til sit liv, som det har formet sig indtil nu, så ligger de højt. - Jeg synes, at jeg har et godt liv, det synes jeg helt afgjort. Jeg synes grundlæggende, at det er et spændende liv, og jeg har følelsen af, at jeg selv har valgt. Når familien skal have fyldt køleskabet op, sker det oftest i Super H i Hasseris og Kvickly men også i Netto - Når vi vælger, hvor vi skal handle ind, så er det en blanding af tilgængelighed og kvalitet. Når der skal mad på bordet til familien, så laver de ofte hurtig mad som pasta, for tiden er ofte den største mangelvare. Familien bruger også byens kulturtilbud som koncerter og teatret, men det er ikke blevet til så meget. Indstilling til kvalitet Familen er meget kvalitetsbevidst, når de bruger penge på andre indkøb som f.eks. møbler. For Vibeke Lose Knudsen er det også vigtigt, at de bor godt. Det drejer sig om indstilling. - Hvis jeg ikke havde penge, ville jeg finde det bedste for det, jeg har. Samme holdning er der til tøjindkøbet, men hun kan dog også gå i genbrugsbutikker. - Jeg kan godt finde på at købe genbrug, hvis der er noget, der er interessant, siger Vibeke Lose Knudsen og tilføjer, at tøj og mode ikke interesserer familien overvældende.