Hjortdal

- Det er lykkedes over al forventning

Feriecenterleder John Kronborg har rundet 60 år i fuld fart

SLETTESTRAND:Da Inger Marie og John Kronborg i en moden alder i 1999 tog springet fra Fyn til Han Herred for at forsøge sig som ejere af Feriecenter Slettestrand, vovede de ikke at gætte på fremtiden inden for handicapferie. Det er gået forrygende stærkt, og på seks år er feriecenteret blevet rollemodel for andre feriesteder over hele landet og i udlandet, hvor man ønsker at udvide tilgængeligheden for handicappede. Nu har John Kronborg rundet 60 år, men det får ham ikke til at stoppe op og så meget som overveje efterløn, med sådan en succesoplevelse i bagagen. Der er masser af planer og ideer, der skal føres ud i livet. - Den første milepæl var handicapstien ned over stranden, og den seneste, at vi er blevet godkendt af sygesikringen Danmark som kur- og rekreationscenter. Vi er med til at præge udviklingen inden for handicapferie, og det er utrolig spændende. Men det er også hårdt arbejde og kræver engagement, døgnet rundt, siger John Kronborg. - Det er en livsstil at drive et feriecenter af vores slags. Men det er også meget givende at have med handicappede og deres familier at gøre. Man skal både være professionel og have en medmenneskelig grundindstilling, men man får også så meget tilbage, argumenterer han. Han glæder sig ikke mindst over, at centeret og dets brugere er blevet så godt modtaget i lokalsamfundet. - Det er et dejligt område at bo i. Hjortdal og Slettestrand er et driftigt lokalsamfund, og man kan være med til at præge udviklingen.