- Det er min familie

Super Brugsen Skipperen har tre udviklingshæmmede i job med løntilskud til glæde for begge parter.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Claus Høj er en af tre udviklingshæmmede, der er i job med løntilskud i Super Brugsen Skipperen. Claus Høj har ansvar for retur- flaskerne. Foto: Jeppe Holm Andreasen

Tomme flasker i alle størrelser bliver slugt af flaskeautomaten hos Super Brugsen Skipperen. Inde bag ved er det 38-årige Claus Høj, der sørger for, at det flasker sig, så båndet ikke løber over. På medarbejderskiltet står der lagermedarbejder, men Claus Høj er en af tre udviklingshæmmede, der er ansat i et job med løntilskud på arbejdspladsen. Han har været ansat i Super Brugsen i seks år. - Det kan ikke være bedre, som jeg altid har sagt, så er det her min familie, siger Claus Høj Han er så glad for jobbet, at han ikke kan forestille andet end at fortsætte på Skipperen. - Helt sikkert, kunne jeg få lov til det, så har jeg altid sagt, at kunne jeg få min seng herud eventuelt en kiste, så ville jeg godt det, siger Claus Høj med et smil. Han foretrækker et job med løntilskud frem for et kommunalt aktiveringsprojekt. - Min holdning er, at hvis jeg skal arbejde, så skal det være under de samme vilkår som alle andre, og det får du ikke på sådan et sted. Når Claus Høj møder ind ved 10-tiden eller direktørtid, som han selv kalder det, så sætter han en ære i at holde orden ude ved flaskerne. - Hvis jeg ikke gør det, så får jeg det at vide af kunderne eller af dem, der kommer efter flaskerne, siger Claus Høj, der nu er ved at lære Kjell Anunsen, der næsten lige er startet i job med løntilskud, hvordan man holder styr på flaskerne. Souschef i Super Brugsen Skipperen, Christian Jensen, er enig i, at Claus Høj styrer flaskerne med hård hånd. - Han kan godt lide, at der er orden derude, og han holder ud os i ørerne. Claus Høj kan godt lide de faste rammer, og det samme kan Karina Steffensen, der har været i job med løntilskud i Super Brugsen i halvandet år. Hun sørger bl.a. for at fjerne kurve, kundevogne og alt det skrald, der hober sig op i løbet af sagen. - Det er anderledes, sjovt og spændende, siger Karina Steffensen. Tidligere arbejdede hun ni år på Skovsgaards Hotel. - Men jeg blev træt af at servere, siger hun. Også souschefen Christian Jensen er glad for Karinas arbejdskraft. - Karina er rigtig god, og hun kan mange ting, siger han. På arbejdspladsen er en af de fastansatte vejleder for de tre udviklingshæmmede. Og fra arbejdspladsens side er man god tilfreds med samarbejdet. - Vi får en god og billig arbejdskraft, og så vil vi godt være med til at udvikle samfundet, siger Christian Jensen. De tre medarbejdere med løntilskud er ikke til at undvære i butikken, hvor de laver meget af det forefaldende arbejde, så de øvrige ansatte kan koncentrere sig om at tjene penge. - De virker på lige fod med de andre kollegaer, men der skal tages lidt flere hen- syn. Det er et valg, som vi har taget, fordi vi får den arbejdskraft for billige penge, så det tager vi med. Christian Jensen peger bl.a. på, at man tager hensyn til, hvordan de udviklingshæmmede kan få hverdagen til at hænge sammen. - De har lidt flere ting at makke med, end vi har. Og der er måske nogle ting, som lettere går dem på end hos os. Vi skal få sagt tingene på en rigtig måde.