Lokalpolitik

- Det er min pligt at stille op

Hvis man brokker sig over for få kvinder i politik, så må man selv være klar, mener nybagt kandidat til byrådet i Aalborg

AALBORG:- Når jeg kommer i byrådet, så... Ordene falder ubesværet og tilsyneladende ganske naturligt: 45-årige Jane Kempf Bertelsen tror på sig selv og på en fremtid i politik. Tillidsrepræsentanten for de 220 HK-ansatte på Amtsgården stiller op for første gang, når den udvidede Aalborg Kommune til november vælger sit første byråd - og hun regner da med at blive valgt. Egentlig kunne hun bare lade være. Med et krævende job, et godt familieliv og en aktiv tilværelse fylder hun sin tid ud - og ser åbenlyst ud til at trives med de udfordringer, hun allerede har. Så hvorfor i alverden gå ind i noget så tidkrævende og som regel utaknemmeligt som politik? - Jamen, jeg føler faktisk, at det er min pligt. Jeg er blevet spurgt flere gange, siden jeg - lidt tilfældigt - kom ind i bestyrelsen i partiforeningen, men har hidtil sagt nej. På den anden side har jeg i mange år sagt, at der er for få kvinder i politik - så når jeg selv får chancen, gælder det om at gøre det, lyder forklaringen. Stemte på Helle Jane Kempf Bertelsen bruger gerne ordet feminist om sig selv, og med den begrundelse stemte hun på Helle Thorning-Schmidt som formand for Socialdemokratiet: - Når to kandidater er lige kvalificerede - og det var hun og Frank Jensen - så stemmer jeg på kvinden. Kvinder tænker anderledes end mænd, vi er bedre til at se i helheder, og vi ser ikke magten som vort eget lille projekt. Jane Kempf Bertelsen repræsenterer Socialdemokratiet i Aalborg Vest sammen med Thomas Kastrup-Larsen. En urafstemning, hvor flere end 2000 medlemmer deltog, placerede hende på listens niendeplads - i det nuværende Aalborg Byråd har Socialdemokratiet 12 pladser. Ingen skoling At en aktiv tillidsrepræsentant stiller op for Socialdemokratiet er ikke usædvanligt, men Jane Kempf Bertelsens liv i politik ligner ikke skabelonen for en partikammerat. Hun har ingen fortid i DSU, ingen årelang politisk skoling og tidligere stemte hun "et stykke" længere ude på venstrefløjen. - Men da jeg blev valgt til tillidsrepræsentant fandt jeg ud af, at fagpolitik og politik hænger nøje sammen. Det fik mig til at se på, hvem der kæmper for lønmodtagernes interesser, og det gør Socialdemokratiet. De første trin på en politisk karriere kan de fleste let klare: - Jeg blev overrasket over, hvor sultne partierne er efter kandidater og aktive. Efter et par møder i bestyrelsen blev jeg allerede spurgt om jeg ville stille op. Men den lette vej ind i politik fører ikke hele vejen: - Da jeg først blev kandidat, så gik det op for mig, hvor meget arbejde, det giver. Man skal følge med i alting og man skal hele tiden tænke politisk, man bliver nærmest en offentlig person. - Det er meget op til en selv at gøre arbejdet. Og dem, der klappede en på skulderen, de er jo nu konkurrenter, siger Jane Kempf Bertelsen - og understreger i samme åndedrag, at hun har et fint samarbejde med Thomas Kastrup-Larsen. Hun ser frem til valgdagen 15. november: - Jeg er spændt på, om det kan lade sig gøre for et ganske almindeligt menneske uden politisk skoling at blive valgt. Måske har jeg lettere ved at forstå almindelige mennesker, men jeg kender jo ikke det politiske spil. Én ting vil hun meget gerne tilføre politik: En ordentlig tone. Den kniber det sommetider med i byrådet i Aalborg, mener hun. En anden ting skal ingen til gengæld forvente: En tavs nybegynder. Dels ligger det slet ikke til Jane Kempf Bertelsen at tie stille i alt for lang tid ad gangen, dels føler hun sig bedre til at formulere sig mundtligt end skriftligt. Og budskabet skal være konkret: - Pia Kjærsgaard er enormt god til netop at formulere sig konkret og direkte, og jeg tror også, at Helle Thorning-Schmidt er det. Mine veninder er blevet bedt om at sige til, hvis jeg begynder at snakke politikersprog.