Det er naboen, der er træls

Vendsyssel Teater har i morgen urpremiere på komedien Dagens Ret, der handler om nabofjendskab

Tidligere lagerforvalter Bjarne (Hans Holtegaard) er vild efter at pande naboen én.

Tidligere lagerforvalter Bjarne (Hans Holtegaard) er vild efter at pande naboen én.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Livet drypper væk i ligegyldighed for Bjarne, tidligere lagerforvalter, nu på efterløn. Kun hans møgirriterende nabo er i stand til at sende hans blodtryk i vejret. Måske bliver livet i virkeligheden bedre, når man tværes med naboen? Vendsyssel Teater har anbragt to af teatrets kendte skuespillere Hans Holtegaard og Kresten Andersen i komedien "Dagens Ret" med Helle Dolleris, som med - og modspiller til de to stridbare naboer. Ægteparret Bjarne og Inger (Holtegaard og Dolleris) bor i rækkehus. Den tidligere roadie, nu selskabsmusiker Ib (Kresten Andersen) er den enerverende nabo. Ibs højlydte tampen i tangenterne på sit elorgel river Bjarne ud af sin kedelige efterlønstilværelse og gnisterne sætter Bjarne og Ingers ægteskab under pres. - Vi har valgt komediegenren for at sætte et seriøst emne på spidsen. Vi kan på den måde vise begge ansigter af historien, siger instruktør Peter Schrøder. - Vi har indlagt farceelementer. Vi ved jo godt, at det ofte er banale bagateller, som naboer strides om. REUMERTPRISVINDER LÆRKE Sanderhoff har skrevet komedien specielt til Vendsyssel Teater med teaterleder og instruktør Peter Schrøder som konsulent. Hun blev inspireret af en artikel om en dommer i USA, som dømte to stridbare naboer at spise til middag med hinanden i en måned. - Præmissen går ikke i Danmark, men vi har fundet en anden måde at bringe dem sammen, hvor Bjarnes kone får dommerens rolle, siger Peter Schrøder. - Og stykket handler naturligvis ikke om publikum, men om deres naboer! Det er Helle Dolleris' første rolle på Vendsyssel Teater, og hun nyder det. - Det er en befrielse at spille på jysk. Og det er også rart, at der er nogen, der hedder Bjarne og Inger, i stedet for Andrew og Nelly, siger Dolleris, som har boet og arbejdet i København siden 1986. SKUESPILLERNE TALER, som vendelboer, men ikke på dialekt, så selv københavnere vil forstå alt. Selvom den teatermæssige klædedragt er fra Vendsyssel, så er nabostridighederne eller miljøet det ikke. - Det kunne være spillet i Ballerup, siger Hans Holtegaard tørt. - Jeg kender folk fra Hvidovre, som bor sådan, siger Helle Dolleris muntert med et nik til scenograf Gitte Båstrups indretning af Bjarne og Ingers hjem. Stykkets forfatter Lærke Sanderhoff bor i København. Hun er imidlertid vokset op i Hjørring og har naturligvis udnyttet sin baggrund. - Det er en fordel at komme fra Vendsyssel, fordi jeg har kunnet undgå klicheerne. For eksempel om den dumme jyde, siger Lærke Sanderhoff. Hun har koncentreret sig om den underspillede vendelbohumor, som er mindre direkte end den pågående standup humor, som man møder i storbyerne. HUN ER HANS Holtegaards steddatter, da hendes mor har boet sammen med skuespilleren. - Det kan være en gave at kende spillerne, og det har været sjovt at skrive en rolle, som udfordrede Hans, siger Lærke Sanderhoff. Hans Holtegaard er glad for rollen som den trængte efterlønner. - En komedierolle bliver først rigtig sjov, når man tager den seriøst, siger Hans Holtegaard. Helle Dolleris er på samme spor. - Min rolle som Inger er en udfordring, fordi jeg skal finde balancen mellem en kvinde, der er SÅ træt af sin mand, selvom hun elsker ham, siger Helle Dolleris. SKUESPILLER KRESTEN Andersen går veltilpas rundt i lædervest og med hårpisk i nakken. - Jeg kan trække på mit kendskab til Hans og til Vendsyssel, men rent temperamentsmæssigt er rollen langt væk fra mig. Jeg er mere sindig end Ib, siger Kresten Andersen. - Rollen er guf. Vendsyssel Teater har under Peter Schrøder sat en ære i at sætte egenproduktioner op, som udspringer af landsdelen. Gerne skrevet specielt til Vendsyssel Teater. Teatret har haft formidabel succes med stykkerne, som blandt andre har talt "Prinsesserne" baseret på Anne Marie Løns roman. Stykket blev en gigantisk publikumssucces og oven i købet Reumertnomineret. "Dagens Ret" har premiere i morgen aften og spiller til 28. april. 80 procent af billetterne til stykket er solgt inden premieren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.