Frederikshavn

Det er noget vildt vildt, som de har i Bangsbo

FREDERIKSHAVN:Selv om det i Bangsbo Dyrehave er muligt at komme tæt på hjortene, så er det stadig vilde dyr, som man kan se. Noget af vildskaben kommer til udtryk i forbindelse med brunstperioden i oktober, hvor hjortene i bogstaveligste forstand pisser territoriet af. Til tider kommer det til særdeles voldsomme kampe mellem de rivaliserende hjorte, og i den forbindelse skal man ikke komme i vejen. Naturvejleder Bo Storm slår dog alligevel fast, at man ikke skal være bange for at begive sig ud i dyrehaven. Med mindre man altså har tænkt sig at stjæle en hind fra en kronhjort. De tamme farlige Med hensyn til sammenstød mellem hjorte og mennesker, så er det ifølge Jørgen Thorø fra Bangsbo Dyrehave, hovedsageligt de tillidsfulde dyr, der giver problemer. - Det er de tamme dyr, der bliver farlige. Når de mister respekten for mennesker, så kan vi ikke have dem gående. Konsekvensen er ganske enkelt, at hjortene bliver skudt. I Bangsbo Dyrehave havde man eksempelvis købt en kronhjort fra Marselisborg, men den var desværre for tam. Derfor endte den i madpakkerne hos skovbørnehaven. Folk må meget gerne forsøge at komme tæt på dyrene i Bangsbo, men man skal ikke forsøge at tæmme dem. - Det er stolt vildt, og dem går man ikke og klapper, siger Jørgen Thorø. Og han suppleres af Bo Storm: - Jeg plejer at sige til folk, at jo hurtigere, dyrene bliver tamme, jo hurtigere får vi dem skudt.