Det er nok med syv-otte regioner

Regional udvikling skal på dagsordenen i spørgsmålet om en ny struktur for kommuner og kommende regioner. Det er på høje tid.

STRUKTUR:Samtidig vil vi få alle tiders chance for at skabe et slagkraftigt modtræk, så der skabes de bedste betingelser for at udvikle velfærdssamfundet i en global økonomi? En befolkningsprognose forudser en stigende befolkningskoncentration i Storkøbenhavn og Århus-området, hvor flere og flere i den erhvervsaktive alder vil slå sig ned, alt imens antallet af pensionister uden for de store byområder nærmer sig halvdelen af befolkningen i 2040. Samtidig flytter unge til uddannelses- og universitetsbyerne, hvor de ofte bliver boende efter endt uddannelse, fordi de mindre samfund ikke kan tilbyde egnede job og udviklingsmuligheder. Det er bydende nødvendigt at gå imod en udvikling, hvor store dele af landet sendes på museum. Det vil være ulykkeligt – både for de tyndtbefolkede områder, men også for landet som helhed. Det er jo ikke på Slotsholmen, at skoen trykker, når vi taler om regional udvikling. Nej, den trykker der, hvor der er langt til det nærmeste universitet. Der hvor udviklingen ikke kommer af sig selv, men kræver hårdt arbejde fra alle, der har interesse i at sikre udvikling. Skal regionerne klædes rigtigt på til at fremme beskæftigelses- og erhvervsudviklingen, bør en række opgaver flyttes fra staten til regionerne. F.eks. bør regionerne have ansvar for alle ungdomsuddannelserne for de 16-20-årige samt korte og mellemlange videregående uddannelser for voksne. Bortset fra gymnasierne og VUC har staten ansvaret for de fleste af disse uddannelser. Det betyder ikke, at der skal være forskelligt indhold i uddannelserne, men at dimensionering og placering af institutioner skal ske ud fra en regional prioritering. De nye regionsråd bør også have ansvar for at oprette regionale partnerskaber med repræsentanter for virksomheder, lønmodtagere, kommuner og uddannelsesinstitutioner. Partnerskabet skal tage udgangspunkt i en forstærket indsats for iværksætter, små og mellemstore virksomheder, styrke vidensdelingen mellem uddannelsesinstitutionerne og virksomhederne samt stimulere offentlig-privat samarbejde. Det er ikke ligegyldigt, hvordan politikerne i regionsrådet vælges. Direkte valgte politikere vil give den bedste sikkerhed for regional udvikling, fordi de hvert 4. år vil blive stillet til regnskab over for vælgerne. Vælgerne vil kunne afsætte politikerne, hvis de ikke mener, at de har gjort tilstrækkeligt for at gøre regionen til et godt sted at leve og bo. Alternativet – indirekte valgte politikere udpeget af kommunerne – vil ikke sikre helhedstænkning i den regionale udvikling. De vil først og sidst tænke på deres egen kommunes interesser – især storbykommunerne vil få øget råderum. At direkte valg så samtidig er en helt afgørende grundpille i det danske demokrati er jo i sig selv en væsentlig grund til at bevare det. Jeg forestiller mig et Danmark bestående af syv-otte regioner. Hver især skal have ansvar for at finde penge til at finansiere de forslag, de vedtager. Den, der bestiller musikken, skal nu engang også betale den.