Det er også for galt...

For nogen tid siden hørte jeg i fjernsynet en kvinde sige: ¿Det er også for galt¿, fordi hun skulle vente på behandling i forbindelse med en konstateret kræftsygdom.

¿Det er også for galt¿ er gået hen og blevet et af danskernes yndlingsudtryk, og det er også for galt. Det er det da. Forudsætningen for, at noget også er for galt i forbindelse med sygdom, er, at vi har overvundet livets vilkår. Tidligere blev man nødt til at tage sin skæbne på sig. Det har videnskaben nu hjulpet os med at undvige. Tidligere var det sådan, at det var de raske, der levede, og de syge, der døde, men nu kan også de syge i de fleste tilfælde leve videre, og det er øjensynlig til så stor glæde, at man ikke bare bliver positiv glad over muligheden men negativ forurettet, hvis tilbudet ikke er der med det samme, når man får brug for det. Det er et tilbud uden egen indsats/en ekstra mulighed for at forlænge livet, der kommer til én, og så det er jo forunderligt, at noget positivt kan vendes til noget negativt. Tilværelsen er blevet spændende med alle de materielle teknologiske goder, vi kan benytte os af. Og tilværelsen er også blevet fysisk lettere at leve. De gamle springer af sted og skal besigtige eller bestige snart den ene egn af kloden, snart den anden, men hvis det materielle, i hvilken form det nu måtte antage, alene er tilværelsens indhold, er vi at sammenligne med børn, der bliver sure, hvis de andre har noget mere spændende legetøj, end vi har. Hvis vi bare skal have noget nyt legetøj ¿ f.eks. et udekøkken eller badeværelse - så bliver vi glade og tilfredse med tilværelsen for en tid, så har vi gjort også os selv til et materielt forhold, der skal kunne fornyes i det uendelige, så har vi sat os ud over forståelsen af, at videnskaben kan forbedre ikke udrydde tilværelsens vilkår, hvad enten det gælder de materille levevilkår eller længden på samme. Baggrunden for forurettelsen er to forhold, at lægevidenskaben rent faktisk kan gøre noget enten afhjælpe eller helbrede sygdommen og dernæst, at samfundet har råd til at gøre noget ved sygdommen. Dernæst ligger der jo, at når jeg har brug for noget, så skal det være til rådighed. Med en konstateret sygdom er det selvfølgelig svært at glæde sig over, at der rent faktisk er nogen med en tilsvarende sygdom, der kommer til behandling, men forurettelsen afslører jo blot egoismen. Selvfølgelig er man en vigtig person i sit eget liv, men det gælder lige så selvfølgeligt også for alle de andre, der har brug for behandling. Ved konflikten for nu snart 10 år siden stjal vi rask væk brødgær op af andres indkøbsvogne, hvis de et øjeblik vendte ryggen til, og vi tømte køledisken for mælk til fryseren uden tanke for, at andre var i den samme situation og havde de samme behov. ¿Det er også for galt¿ er jo udtryk for en forurettethed, der vil komme til udtryk med stigende styrke i fremtiden, fordi viden hele tiden udvikler sig og dermed også de muligheder, som lægevidenskaben kan tilbyde, så uanset mængden af penge til hospitalsvæsenet vil der i fremtiden blive stadig flere, der vil blive forurettet, fordi det kan ikke passe, at jeg skal vente, når muligheden er der, og de andre kommer til. Det er egoismen, der her træder frem i form af grådighed efter mere af den materielle tilværelse, fordi den er blevet så spændende og stadig ny, at den helt fortrænger accepten af livets vilkår, der er, at det får en ende. Egoismens grådighed griber ud efter løfterne, og når løfternes realisering så viser sig at have en tidsramme, der ikke er fastlagt af den enkeltes aktuelle behov, er der ikke noget som løfter om rettigheder, der fortoner sig, der kan få egoismes grådige forurettethed til at blomstre, og så har vi grundlaget for de private hospitaler. En sidebemærkning: Der må være et eller andet galt med afregningen til de private hospitaler, der har udviklet sig til en ren pengemaskine/guldgrubbe. Hvis det er så god en forretning, kan man jo bare privatisere alle de offentlige sygehuse, for hvis der ikke er noget galt med afregningen, må det jo kunne give et kanonoverskud i de offentlige kasser, og alle vil kunne blive behandlet lige så snart, man har konstateret en sygdom. Sygehusvæsenet/hospitalerne bliver maltrakteret af denne absurd egoistisk orienterede regering, vi har valgt. På den ene side udvikler lægevidenskaben hele tiden nye behandlingsmuligheder, man forbedrer eksisterende behandlingsmuligheder, og samtidig stiller regeringen i udsigt, at folk skal kunne komme til behandling i næsten samme øjeblik, en mulig sygdom bliver konstateret. Det er et umuligt system, hvor løfterige muligheder skygger for de faktiske begrænsninger i personale og apparatur. Den nye videnskab giver løfter om muligheder, og de faktiske forhold betinger mulighederne. Hospitalsvæsenet i dag er karakteriseret ved sammenstød mellem muligheder og begrænsninger, mellem fantasi og virkelighed, hvor fantasien/mulighederne ikke er repræsenteret af lægevidenskaben men af regeringen, og virkeligheden ikke er repræsenteret af regeringen men af lægevidenskaben. [ Flemming Nørgaard bor i Nørklit ved Fjerritslev og er tidligere journalist. Samfundsforsker cand. scient soc. fra dels Københavns Universitet, dels Aalborg Universitet. Parcellist med nogle får på aftægt.