- Det er partisankrig

EMNER 25. marts 2003 07:00

HJØRRING: - Det går hårdt til nu, og irakerne er begyndt at føre partisankrig. Sardar Abdulla, 47-årig kurdisk iraker i Hjørring, har selv været partisan i flere år, og han har en helt bestemt mening om, hvad det er, Saddam Hussein har gang i: Han er ved at få blandet den irakiske befolkning grundigt ind i krigen, og han gør det for at bruge dem som skjold og for at provokere amerikanerne til at bombe civile, siger han som forklaring på, at der opholder sig civilklædte irakiske soldater med våben i mange irakiske hjem. Personligt er Sardar Abdulla tilfreds med, at de første amerikanske soldater er kastet ned over Kurdistan. Ikke for at føre krig, men for at holde balancen i området. -Jeg hørte den amerikanske præsident understrege, at amerikanerne ikke vil have tyrkerne ind i Irak, siger han. Situationen i den nordlige del af Irak er også delvist afventende, ved han fra e-mails fra sit hjemland. En del er flygtet, men mange forholder sig også afventende for at se, hvad der sker. Sardar Abdulla undrer sig ikke over, at folkene tæt på Saddam Hussein stadig er loyale. Det er deres eneste mulighed, siger han. -Hvis de skød Saddam, ville irakerne skyde dem, for der er ingen, der ønsker dem i en regering eller som ledere. Derfor beskytter de sig selv ved at beskytte Saddam. Den kurdisk irakiske familie på Finlandsvej i Hjørring, der foruden Sardar Abdulla tæller hans 44-årige kone, Zinab Abbas, og deres fire børn mellem seks og 18 år, følger krigen dels på danske tv-kanaler, dels på kurdiske og arabiske tv-stationer. De irakiske kanaler kan man ikke regne med, siger Sardar Abdulla. - Vi har set irakiske officerer forsikre, at de kæmper - men de har ingen våben. Enhver ved, at Saddams styrker bærer våben - også i fredstid. Det er svindel, og det er det også, når der vises to-tre dage gamle billeder, mens man samtidig fortæller, at de er direkte transmisson, siger Sardar Abdulla.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...