Aalborg

Det er pinligt af NORDJYSKE

NORDJYSKE-koncernen har en temmelig monopolagtig status i det nordjyske medielandskab.

KRITIK:NORDJYSKE-koncernen har en temmelig monopolagtig status i det nordjyske medielandskab. Derfor må man også forvente, at NORDJYSKE gør ekstra meget ud af lave et godt journalistisk forarbejde, inden de hænger navngivne enkeltpersoner ud. Såfremt det modsatte måtte ske, kan det have meget alvorelige konsekvenser. NORDJYSKEs smædekampagne mod borgmester Henning G. Jensen om salget af Østre havn er et rigtigt godt eksempel på en sag, hvor Nordjyske har kastet etikken over bord og alene er gået efter manden. Nu har NORDJYSKE trukket alle anklager tilbage og erkendt, at deres artikler, tv-indslag m.v. var behæftet med graverende regnefejl. Regnefejl på flere hundrede millioner kroner, som stiller handlen om Østre Havn i et meget mere realistisk og rimeligt lys. Nemlig det, at Enggard A/S kan tjene mellem 30 og 60 mio. på at udvikle området efter investeringer på mere end 400-500 mio. kr. At Vibeke Gamst (K) og Nils Bell (V) forsøger at score billige point på at løbe med på NORDJYSKEs usaglige anklager, siger samtidig en del om de to politikere. Måske skulle de to tage på et regnekursus sammen med NORDJYSKEs journalister. Det største problem er, at selvom NORDJYSKE har trukket anklagerne tilbage, vil tvivlen stidig være til stede blandt borgerne. Derfor er det så umådeligt vigtigt, at det ikke gentager sig. Vi må derfor forlange, at vi i fremtiden får journalistik fra NORDJYSKE-koncernen, som ikke uretmæssigt hænger navngivne personer ud. Som borgere fortjener vi rigtige nyheder og ikke useriøs kampagnejournalistik.