- Det er pisseærgerligt

Nicolai Larsen spår ikke AaB store chancer for at gå videre

Nicolai Larsen måtte se sig passere tre gange torsdag aften. Foto: Lars Pauli

Nicolai Larsen måtte se sig passere tre gange torsdag aften. Foto: Lars Pauli

AALBORG:Tre mål måtte Nicolai Larsen i AaB-buret indkassere torsdag aften, da nordjyderne tabte 3-1 på eget græs til belgiske Club Brugge.

- Vi ærgrer os over de tre mål. Men Brugge gjorde det bare godt, siger Nicolai Larsen, der især ved 0-3 målet var slemt skuffet.

- Det er pisseærgerligt. Langt hen ad vejen kan vi være vores indsats bekendt, og jeg synes, vi kommer godt ud til anden halvleg, men så kommer det tredje mål bare lige i hovedet på os igen, siger målmanden.

Involveret i to scoringer.

Larsen kom til at se uheldig ud både ved Brugges første scoring og Brugges tredje scoring. Første mål kom efter et indlæg, hvor Obbi Oularé stiger op over Rasmus Thelander på kanten af det lille felt op header bolden i nettet.

- Jeg føler ikke, at jeg kan nå ud til den. Men nu har jeg ikke set den igen. Det kan godt være, jeg har en anden holdning i morgen, siger målmanden.

Det tredje mål var et selvmål af Kenneth Emil Petersen, der får trillet bolden forbi sin målmand og ind i eget net.

- Jeg havde ikke regnet med, at han spiller den hjem. Men i bakspejlet kan jeg da godt se, at han er lidt presset. Afleveringen er selvfølgelig også lidt skæv. Men sådan er det nogle gange, siger Nicolai Larsen.

Ikke umuligt, men tæt på

Han og resten af holdet skal i næste uge til Brugge for at spille returkamp. Men håbet om at kunne spille sig videre er spinkelt.

- Nu skal vi score tre mål i Brugge. Det var svært nok at scorer to mål i forvejen. Det er ikke umuligt, men det er tæt på, siger Nicolai Larsen.

- Men hvis vi har bare én procents chance for at gå videre, skal vi spille for det, fortsætter han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.