Kunst

Det er provokerende Knud Størup

Af Susanne Fibiger Rævskærvej 42, Tornby KLUMPSTEN: Flere gange har vi kunnet læse i NORDJYSKE om en mærkværdig sag mellem Nordsøcentret og Nordsømuseet. Mellem udlejer og lejer – mellem to selvstændige institutioner. Nordsøcentrets formand, borgmester Knud Størup har meldt ud, at stenskulpturen af den afdøde klumpfisk skal afsløres 18. juni, og at den skal anbringes på p-pladsen, som ejes af Nordsøcentret, så Nordsømuseets gæster kan se den. Nordsømuseets formand Ole Albæk har frabedt sig stenskulpturen. Dette indlæg handler ikkeom man kan lide den stakkels stenfisk eller ej, men om en uhørt og uklog provokation fra Knud Størups side! Essensen i sagen er en mangel på respekt for en lejer i Nordsøcentret, og en mangel på respekt for Nordsømuseet, som en selvstændig virksomhed. En attraktion på internationalt niveau, som man burde understøtte og ikke modarbejde. Gennem årene er utilfredsheden på Nordsøcentret på forskellig vis dukket op i medierne. Det er heller ikke ukendt, at lejere fraflytter Nordsøcentret, og at der står mange tomme lokaler. Men det må dog undre, når Størup ønsker at sætte fokus på denne specielle Nordsøcenter-politik i medierne. Størup har udtalt, at han ikke mener, at det er provokerende at anbringe skulpturen udenfor Nordsømuseet, men det er en provokation og en magtdemonstration. Man må væmmes, når Nordsøcentret desuden vil bestikke uskyldige børn med is. De skal komme og tegne skulpturen og tegningerne skal udstilles i Nordsøcentrets forhal. Det vil være bedre om børnene gik på Nordsømuseet, der findes engagerede medarbejdere, der besidder kompetencer til at give børn en oplevelse, og der vil deres tegninger blive set af mange. Det er da vist kun på Nordsøcentret, man håner dem, der ikke bare skaffer brødet, men også det tykke lag smør.