- Det er ren afpresning

Birgith Ilneff mener, at opsigelsen skyldes helt andre forhold end ferielukning

Overenskomster 12. august 2007 06:00

AALBORG: Tre ugers sommerlukket fik udlejer Morten Jørgensen til at opsige lejemålet med Thulebageren. Opsigelsen er ifølge Birgith Ilneff kulminationen på en længere uenighed mellem hende og udlejeren vedrørende forhandlinger om en ny lejekontrakt. Birgith Ilneff vil ikke gå ind på de foreslåede betingelser. - Personligt mener jeg, at det er ren afpresning. Så står jeg nok med en stor gæld og er ved at ryste i bukserne, så jeg er klar til at skrive under, siger Birgith Ilneff. Fik advarsel sidste år Hun overtog forretningen i 2002, og har hvert år haft ferielukket i ugerne 28, 29 og 30. Det kan hun ikke se noget problem i. - Alle ved, at vi holder lukket, og vi gør opmærksom på det lang tid inden med opslag, fortæller hun. Udlejer Morten Jørgensen kan godt se problemet. - Hendes (Birgit, red.) magelighed gør, at handicappede og pensionister uden bil har meget langt til næste bager, siger han. Han mener også, at Birgith Ilneff optræder illoyalt over for de øvrige lejere. Han frygter, at Polarcentret, hvor Thulebageren ligger, får et ry for at være halvtomt. Dermed bliver det sværere at tiltrække kunder og nye lejere. Han gør opmærksom på, at han allerede det første år som udlejer sendte en skrivelse om, at hun ikke var berettiget til at holde ferielukket i tre uger. Dybt rørte over striden Da Thulebageren igen i år holdt lukket i ugerne 28, 29 og 30 modtog de endnu en advarsel om, at de skulle åbne butikken. Da det ikke skete, kom opsigelsen. Birgith Ilneff mener, at det handler om noget helt andet end hensyn til lejere og kunder. I forhandlingerne om en ny lejekontrakt blev det ifølge hende tilbudt at indskrive retten til tre ugers sommerferie. Morten Jørgensen deltog ikke i dette møde, og siger, at det ikke er noget han er blevet gjort bekendt med. Tilbage står Birgith Ilneff med en opsagt lejekontrakt. - Vi er dybt rørte over det og er trætte af det. Det er vores livsværk. Hvis vi kommer på gaden, så vil vi stå med en stor gæld.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...