- Det er ren svindel

Advokat er rystet over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke har politianmeldt Per Barslund for bedrageri.

Økonomisk kriminalitet 13. februar 2011 16:53

Advokat Preben Bang Henriksen er rystet over selskabsrådgiver Per Barslunds forretningsmetoder, og han forstår ikke, hvorfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke har politianmeldt ham for bedrageri. Advokat Preben Bang Henriksen fra Aalborg er ekspert i selskabsdannelse. Direktør Per Barslund fra ApS Fabrikken i Hobro præsenterer sig tilsvarende på diverse hjemmesider for iværksættere. Sidste år stiftede Per Barslund 32 ulovlige selskaber og solgte dem til iværksættere rundt om i landet. - Det er svindel. Det er noget af det styggeste, jeg har set, siger Preben Bang Henriksen. Ond tro Sagens dokumenter viser, at Per Barslund var klar over, at han snød med indskuddet i samtlige 32 selskaber. I selskabernes oprindelige stiftelsesdokument fremgik det, at "indskuddet omfatter tilgodehavende i moderselskabet Gepard Gruppen ApS". Men i overdragelsesaftalen til kunderne står der noget helt andet: "Ejer garanterer, at anpartskapitalen er kontant indbetalt ved selskabets stiftelse, og at anpartskapitalen har været til stede indtil salget til køber." - Det viser, at stifteren klart er i ond tro, siger Preben Bang Henriksen. Vejledning Han undrer sig over, at Per Barslund er sluppet fra sagen uden en politianmeldelse for bedrageri. Ingen af de mennesker, der er blevet snydt, har fundet det ulejligheden værd at melde sagen til politiet, og myndighederne har efter otte måneder heller ikke gjort det. I Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vil kontorchef Anette Dybdal Fenger ikke diskutere den konkrete sag, men siger dog: - Når personer henvender sig til os om ting, der er begået imod dem, vejleder vi dem om muligheden for at anmelde sagen til politiet. Det er sket i den konkrete sag. En anmeldelse fra en privatperson kan laves hurtigt, og de forurettede kan bedre hjælpe politiet videre med konkrete oplysninger om sagen, end vi vil kunne, siger kontorchefen. Beskæmmende Men Preben Bang Henriksen kan ikke forstå, at styrelsen tøver. - Det er ikke en indviklet sag. Det er beskæmmende, at en offentlig myndighed undlader at melde sådan en sag til politiet, siger han. Han kalder Per Barslund for en lille fisk i erhvervslivet, men Preben Bang Henriksen frygter, at passiviteten fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har konsekvenser. - Det her går jo også ud over ordentlige erhvervsfolk, når man ikke straffer den slags. Og set i et større perspektiv er det ødelæggende for dansk erhvervsliv, siger han. Per Barslund har ikke ønsket at lade sig interviewe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...